Beskrivelse
Hvordan foretrækker I at tilbringe ferien? Uanset om I trænger mest til at slappe af nær brændeovnen, nyde livet i spabadet, sole jer på terrassen eller tage på masser af spændende udflugter, kan det hele lade sig gøre, når I holder til i dette lyse og velindrettede spahus i Egense.
Indretning
På sommerhusets 95 m2 finder I alt det, I skal bruge for at få en komfortabel ferie. Alle rum præsenterer sig på pæn og velholdt vis, og den stilfulde indretning i neddæmpede farvetoner understreger den gode atmosfære. I opholdsrummet er der loft til kip og store vinduer, der giver et dejligt lysindfald og udsigt til haven. Er det køligt udenfor, kan I skrue op for hyggestemningen ved at tænde op i brændeovnen, mens TV, DVD og en Playstation 3 sørger for familieunderholdningen. I kan også bruge tiden på at læse i sofaafdelingen, spille brætspil ved spisebordet eller kokkerere i den flotte køkkenafdeling – eller hvad med at bruge aftenen på et afslappende spabad og en saunatur? Både spabad og sauna finder I på badeværelset, og derudover byder planløsningen på et gæstetoilet og tre gode soveværelser til i alt seks personer.
Udendørs
Ude i det fri har I masser af plads til at lege og slappe af. Grunden måler nemlig 1250 m2, og så er den placeret for enden af en lille stikvej op til et grønt bælte, så I kan se frem til at nyde driverlivet i rolige og ugenerede omgivelser. På træterrassen, der smyger sig om tre af husets sider, kan I slænge jer i liggestolene og hygge jer med at grille, og til de yngste feriegæster er der gyngestativ og sandkasse på græsplænen.
Beliggenhed
I hyggelige Egense bor I tæt på både fjord og hav, så det er oplagt at bruge en god del af ferien nær vandet. Ud mod Kattegat byder den lille ferieby på en børnevenlig sandstrand, og fra lystbådehavnen kan I nyde udsigten over Limfjordens udmunding, hvor mange skibe passerer forbi. Får I selv lyst til at komme ud på vandet, kan I tage færgen til Hals for at gå på restaurant, shoppe og nyde den hyggelige havnestemning. En storbytur til Aalborg kan også komme på tale, når I bor så tæt på Nordjyllands hovedstad – og vil I hellere ud i naturen, kan et besøg i Lille Vildmose varmt anbefales.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).