Et godt sted at starte, hvis du vil opleve Løkkens livlige karisma, er det centralt placerede torv.
Her tilbyder de mange restauranter udendørsservering, så du kan nyde den lækre mad, den pulserende stemning og sommersolen på én gang.
Byens centrale gader ved torvet omdannes til gågader i sommerperioden.
Den store aktivitet om sommeren har naturligvis sikret et stort og alsidigt udvalg af spisesteder, restauranter og forretninger, så der er noget for enhver smag.
Menuen kan stå på alt fra delikate, lokale gourmetretter til lækre, italienske pizzaer. Byen rummer også mange små gallerier i centrum og byens udkanter, hvor du kan få stillet den kulturelle sult.
Lidt væk fra centrum kan du gå ad snoede gader, hvor mange af husene stadig er de gamle, skæve fiskerhuse fra dengang fiskeriet var byens livsnerve.
Stranden i Løkken
Stranden ved Løkken strækker sig over ti kilometer fra Grønhøj i syd til Nørre Lyngby i nord. Det er tilladt at køre i bil på noget af strækningen og med en generelt god tilgængelighed er stranden både nem at komme til med børn og handicapvenlig.
Langs klitterne kan du nyde synet af de karakteristiske, hvide badehuse, der står nysselige på rad og række. Langs den nordlige del af stranden er der synlige levn fra 2. Verdenskrig med bunkere, du kan bestige og udforske udvendigt som indvendigt.
For dig der gerne vil have mere fart over feltet, er der ved molen gode forhold for windsurfing, ligesom der i klitterne ved stranden er mulighed for at paraglide.
Actionhouse for de aktive
Actionhouse i udkanten af Løkken er et sikkert hit blandt børn og andre legesyge sjæle. Her er masser af underholdning med gokarts, bowling, legeland og meget mere. Løkken har også en svømmehal, hvis de naturlige bølger skulle blive for kolde at bade i.