Landsbyen ligger ved foden af en 24 meter høj bakkeø, der er kendt under navnet Bjerget.
Fra toppen har du en skøn udsigt over både Helberskov, fastlandets skønne natur, Kattegat og Mariager fjord. Bjerget er også kendt for at have huset en tysk lyttestation under 2. Verdenskrig og ikke mindst for en stædig, tysk kommandant, der nægtede at overgive sig til den danske modstandsbevægelse efter befrielsen.
Derfor blev Helberskov det sted i Nordeuropa, hvor 2. Verdenskrig varede længst.
Børnevenlige strande mod nord og surfing mod syd
Strandene mod nord omkring Øster Hurup er særdeles børnevenlige. Du skal langt ud fra kysten, før vandet bliver dybt, og bølgerne er blide.
Mod syd omkring Als Odde ændrer forholdene sig en smule. Her er der til gengæld gode muligheder for windsurfing og kitesurfing.
Fiskemuligheder ved Mariager Fjord
Mariager Fjord, der ligger kun fire kilometer syd for Helberskov, har mange gode fiskemuligheder, ligesom molen ved Als Odde også er et fint sted at svinge fiskestangen.
Her kan du desuden leje både til yderligere fornøjelser på og i bølgerne. Der er ligeledes mange vandløb og put and take-søer i området, hvor lystfiskeren kan prøve fiskelykken.
Lille Vildmose
Fastlandet har mange storslåede naturoplevelser til de naturglade. Den fascinerende Lille Vildmose ligger i kort afstand fra Helberskov.
I vildmosen, der er Danmarks største fredede naturområde, kan du opleve et rigt dyreliv, der blandt andet kan byde på en af Danmarks største bestande af vildsvin og kongeørne. Men der er også mange andre dyr i mosen, og det flade landskab gør naturen oplagt at udforske på cykel.
Den pulserende ferieby Øster Hurup ligger godt ni kilometer nord for Helberskov. Her ligger der en lang række restauranter, caféer og andre sjove ferieaktiviteter for hele familien.
Byen huser blandt andet et tropisk badeland og en bowlinghal.