Beskrivelse
Moderne kvalitetsferiehus med sauna beliggende på en pragtfuld grund med udsigt over Limfjorden i Hvalpsund.Fra huset kan man følge færgen, der sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre. Huset indeholder en opholdsstue med loft til kip og udsigt over fjorden gennem det store glasparti, åbent køkken, 2 soverum, en hems og en alkove i stuen. Fra stuen er der udgang til en stor åben og overdækket terrasse. Desuden er der et badeværelse med sauna.
Området
Hvalpsund er en atmosfærefyldt by med maritim stemning. Her er der bl.a. golfbane, fiskesø og gode restauranter. Det smukke landskab ved Louns/Hvalpsund er præget af store bakker, som er gennemskåret af kløfter, dannet ved erosion. Den yderste del af Louns Halvøen er fredet, og der er offentlig adgang til fods ad de afmærkede stier og langs stranden. Bakke-landskabet på Louns er dannet af istidens aflejringer. Der er gode bademuligheder i Hvalpsund, hvor der er badebro,legeplads, multibane og beachvolley- og petanquebane til fri afbenyttelse. Der er et hav af oplevelsesmuligheder i nærområdet bl.a. Herregården Hessel, et arbejdende landbrugsmuseum med aktiviteter for hele familien, Meldgård Heste med turridning og kanosejlads, sælsafari med Livøfærgen, hvor man kan opleve sælerne på tæt hold, middelalderdage på Vitskøl Kloster, skonnertsejlads på det gode skib Lovise Moland med piratture for ungerne. Der er ligeledes fantastiske muligheder for lystfiskeri, enten direkte fra stranden eller i en af de mange put & take-søer og åløb. Storbyen Ålborg, med alle dens fristelser og aktiviteter, ligger kun ca. 60 km fra området.