Beskrivelse
Lyng og fyrretræer, fuglesang og solskin, feriefred og frisk luft i lungerne. Omgivelserne er skønne her på Sønderstrandvej, hvor dette dejlige sommerhus ligger på en stor og ugeneret naturgrund.
Indretning
Det klassiske sommerhus lyser op i alt det grønne med sin røde træfacade og hvide vinduesrammer. Inden døre er der lyse trælister på væggene og brændeovn i bedste sommerhusstil, og de mange vinduer sørger for et godt lysindfald. Når I slapper af i stuens sofaafdeling eller nyder et godt måltid mad ved spisebordet, kan I nyde udsigten til naturgrunden – og måske er I heldige at se, når rådyr, fasaner eller andre vilde dyr forsigtigt kommer trippende. Stuen ligger i åben forbindelse med et flot moderniseret køkken, mens tre gode soveværelser er placeret i hver sin ende af huset. Endelig byder planløsningen på et badeværelse, som blandt andet er udstyret med bruseniche, gulvvarme, vaskemaskine og tørretumbler.
Udendørs
Fra stuen har I direkte adgang til to træterrasser, hvor I kan sidde og nyde naturgrundens fred og flotte beplantning. Den ene er stor og sydvendt, så den er solrig en god del af dagen. Vil I gerne spise morgenmad i solskinnet, kan I dække op på den anden terrasse, som er vendt mod øst.
Beliggenhed
Beliggenheden i Rømøs sydlige ende er perfekt, hvis I holder af at bo midt i naturen nær både skov og strand. Den kilometerbrede Sønderstrand ligger få hundrede meter væk: Det er et skønt sted at gå lange ture, bade i Vesterhavet og endda dyrke forskellige former for vindsport som kitebuggy og blokart. Fugleentusiaster vil sætte pris på at bo tæt på fuglereservatet Stormengene – og i det hele taget er fuglelivet særdeles rigt og mangfoldigt i Vadehavet, så der er god grund til at pakke kikkerten med i feriekufferten. Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, så det er natur i en helt særlig liga, I kan opleve her på Rømø. Udsigten over vandet kan I blandt andet nyde fra nærliggende Havneby, og det er her fra havnefronten, at I har mulighed for at komme på færgetur til den tyske naboø Sild. Gratis adgang til badeland i Skærbækcentret.