Beskrivelse
I kan straks begynde at glæde jer til at holde ferie i denne store og lækre livsnyderlejlighed, der ligger lige ud til Havnebys centrale torv og med udsigt til Vadehavet og havnen. Her er alt, hvad I skal bruge – inklusiv to altaner og en terrasse, hvor I kan nyde sol og sommerliv.
Indretning
Den 132 m2 store lejlighed ligger helt for enden i Skansen, som er et velproportioneret byggeri fra 2009. Planløsningen i to plan har være super velfungerende lige fra begyndelsen, og efter et ejerskifte i 2020 er lejlighedens moderne indretning optimeret med mange gode detaljer. I det åbne køkken har I blandt andet induktionskomfur, mikroovn og en opvaskemaskine ved hånden, når der skal kokkereres, og i stuen giver en god sovesofa jer en komfortabel ekstra sengeplads om natten. I løbet af dagen er stuen et hyggeligt opholdsrum med et skønt lysindfald og flot udsigt – plus dejlige detaljer som biopejs og et stort fladskærms-tv (uden tv-pakke, men med mulighed for streaming). Udover stue og køkken byder lejlighedens nederste plan desuden på et badeværelse og en entré med vaskefaciliteter, mens øverste niveau rummer et ekstra badeværelse og tre soveværelser. To ud af tre værelser har fået nye senge, så I alt er der gode sovepladser til otte personer her i ferieboligen.
Udendørs
Også ude i det fri er der godt at være på lejlighedens tilhørende terrasse og to altaner. Den vestvendte altan ligger i forlængelse af stuen og ud mod torvet, mens førstesalens overdækkede, østvendte altan har udsigt til havnen og Vadehavet. Med andre ord har I altid et godt sted at sidde uanset solforholdene og humøret. Foruden havemøbler og liggestole har I desuden en gasgrill til rådighed, og takket være et udendørs kraftstik er der mulighed for at oplade elbil, hvis I selv medbringer ladekabel.
Beliggenhed
Når I bor midt i Havneby, har I nem adgang til diverse bekvemmeligheder og hyggelige ferieaktiviteter – og selvfølgelig også til Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Ved torvet ligger et supermarked, en cykeludlejning og flere andre butikker, og byen byder også på et godt udvalg af spisesteder. Fra havnen kan I tage færgen mod naboøen Sild, men I kan selvfølgelig også bare blive på Rømø, hvor I kan tage på skovtur, kigge på fugle, besøge vestkystens flotte strande, spille golf og meget mere.