Beskrivelse
Holder I ferie her på Sønderby Huk 2, bor I tæt på Sønderstrand, Vadehavet og Havnebys bymidte. Omgivelserne er uden tvivl dejlige – men der er også mange glimrende grunde til at blive hjemme i dette gennemført lækre sommerhus.
Indretning
Huset er opført i 2016 og byder på 90 velindrettede kvadratmeter. Det er en ren fryd at opholde sig inden døre – ikke mindst i stuen, som er et lyst og indbydende opholdsrum med brændeovn og loft til kip. Store vinduespartier inviterer dagslyset indenfor og giver samtidig udsigt til de grønne omgivelser. Et veludstyret køkken er integreret med stuen, så når I kokkererer, kan I stadig tage del i det gode ferieselskab. Planløsningen byder også på tre gode værelser, hvoraf to er indrettet med dobbeltseng og det tredje med køjeseng. Sidst, men ikke mindst, er der badeværelset, hvor I kan hygge jer med en tur i sauna på ægte livsnydermanér.
Udendørs
Driverlivet kan også foregå ude i det fri, hvor fyrretræerne giver jer fornemmelsen af at bo lige i skovbrynet. Terrassen er stor og smyger sig om to af husets sider, så I kan sætte jer til rette lige der, hvor der er de bedste sol- og læforhold. Får I lyst til at grille, er der mulighed for det – så skal I bare huske at have handlet ind til sommermåltidet i Havnebys supermarked.
Beliggenhed
Havnebys centrum kan I spadsere til på mindre end et kvarter. Foruden supermarked er her flere spisesteder, og der er også cykeludlejning, hvis I får lyst til en aktiv udflugt rundt på Rømø. Fra havnen kan I også tage færgen, der sejler til den tyske ferieø Sild, og hvis I hellere vil spille golf, ligger Rømø Golfklub meget tæt på huset. Er vejret sommerligt, kan det anbefales at tage til Sønderstrand, hvor I kan bade i Vesterhavet og lege på den brede sandstrand. Det er også et hit at se nærmere på Vadehavet, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. For eksempel kan I tage på sælsafari eller samle friske østers og muslinger til aftensmaden.