Beskrivelse
Dette sommerhus på hele 132 m2 er lækkert indrettet med spa og sauna på det ene badeværelse, brændeovn i stuen og skønne solterrasser på naturgrunden. Og som endnu et plus ligger det i fredelige Kromose få hundrede meter fra Vadehavet – så alt i alt er det et herligt sted at holde ferie.
Indretning
Lyset strømmer ind gennem stuens store sprossevinduer, der samtidig åbenbarer udsigten til grundens grønne beplantning. Både lysindfald og udsigt bidrager til den behagelige atmosfære inden døre, der også påvirkes positivt af opholdsrummets gode loftshøjde og pæne møblement. Stuen ligger i åben forbindelse med et lyst og indbydende køkken-alrum, og midt i det hele står en brændeovn klar til at sprede hygge og varme, hvis det er koldt udenfor. En blæsende efterårsdag er det skønt at slappe af med et spabad og en tur i saunaen – for eksempel efter en gåtur langs med Rømøs østkyst. Både spa og sauna er at finde på det ene af husets to badeværelser, der begge er udstyret med gulvvarme og bruseniche. Et bryggers med vaskesøjle hører også med til planløsningen foruden fire gode soveværelser med i alt syv sengepladser.
Udendørs
Sommerhuset ligger på en dejligt stor naturgrund, hvor træer, buske og lilla lyng får lov til at vokse frit. Til de yngste familiemedlemmer er der både sandkasse og gynge på grunden, mens hele familien kan nyde godt af det indbydende terrassemiljø, der er delvist overdækket og ugeneret takket være træer og plankeværk.
Beliggenhed
Vadehavet ligger så tæt på sommerhuset, at I kan se vandet fra grunden – så man kan altså roligt sige, at naturomgivelserne er i særklasse, for netop Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. I kan spadsere til kysten på få minutter, og vil I på en længere travetur, kan det anbefales at vandre ind i Kirkeby Plantage og videre til udsigtspunktet Spidsbjerg, hvorfra I kan skue langt ud over Rømø. På øen finder I et godt udvalg af indkøbsmuligheder og spisesteder – blandt andet i Havneby, der ligger cirka fire kilometer fra sommerhuset. Her er der også cykeludlejning og en golfbane, og fra havnen kan I tage færgen, hvis I vil på udflugt til den tyske naboø Sild.