Beskrivelse
Idyllisk ser der ud her på Kromosevej, hvor dette herlige sommerhus ligger. Det stråtækte sommerhus er placeret på en af Rømøs allerdejligste naturgrunde, og fra både hus og terrasse har I fri udsigt over Vadehavet og den smukke kyststrækning.
Indretning
Det stråtækte sommerhus præsenterer sig på køn og klassisk vis med rødmalet træfacade, hvide sprossevinduer og stråtag. Inden døre er atmosfæren helt i top, for her er der nemlig lyse trælister på væggene, brændeovn og andre hyggeskabende sommerhusdetaljer – og så er den forrygende Vadehavsudsigt selvfølgelig også noget, der pynter gevaldigt. Komforten er der også tænkt på, for sommerhusets tre soveværelser er indrettet med bløde senge, og på badeværelset er der både spa og sauna, så her kan I virkelig slappe af og nyde livet. Sommerhusets velindrettede køkken, der er renoveret i 2016, ligger i åben forbindelse med stuen, og alt i alt er det et dejligt lyst og luftigt opholdsrum, hvor I hurtigt kan finde jer til rette.
Udendørs
Sommerhusets terrassemiljø er naturligvis orienteret mod Vadehavet, så I får mest muligt ud af udsigten, når I nyder ferielivet i det fri. Der er flere opholdspladser at vælge imellem på terrassen – blandt andet to overdækkede områder, der også er afskærmede, hvis I skulle få brug for at finde læ. Skal hele tiden ikke bruges tilbagelænet i liggestolene, er der god plads til at lege og spille havespil på den 2500 m2 store naturgrund.
Beliggenhed
Det er skønt at holde ferie så tæt på Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste som et unikt marsk- og tidevandsområde. Hvis I vil lære Vadehavet endnu bedre at kende, er der mulighed for at komme på en guidet tur – for eksempel en østerssafari, hvor I vandrer ud for at samle de smagfulde skaldyr, når det er lavvande. Rømø byder desuden på mange andre spændende naturoplevelser: Tæt på huset kan I gå på opdagelse i Kirkeby Plantage, og hvis I fortsætter lidt mere mod vest, kan I bestige Spidsbjerg, der er et af de flotteste udsigtspunkter på den ellers flade ø. Restauranter finder I et godt udvalg af rundt omkring på øen, og der er både bager, slagter og købmandsbutik i nærheden, når køleskabet skal fyldes.