Beskrivelse
"Det lille røde hus" beliggende på den smukke lille kultur- og naturperle - øen Nyord .
Her er du tæt på naturen og om natten lyser stjernerne klart på himlen. Møn & Nyord er certificeret som Dark Sky destination.
På Nyord er der flere forskellige små gårdbutikker, og ikke mindst Noorbohandelen hvor der kan købes kvalitetsspirituosa i løs vægt. Her er også en lille café, hvor man kan nyde lidt kaffe og hjemmebagt kage, måske smage lidt på de dejlige varer - imens man tænker over, hvad man skal købe med hjem af spændende drikkelse.
Huset ligger lige over for Noorbohandelen. Fra huset er der udsigt til vandet og Nyord-engene fra køkken og 1. sal. Der er også Nyord kirke der blev bygget i 1850-erne af materialer som borgerne på Nyord selv samlede ind. Kirken er ottekantet.
Fra Nyord er der ikke langt til Stege på Møn. I Stege er der mange spændende butikker med alt hvad hjertet begærer, her er restauranter i et bredt udvalg og mange dagligvare butikker.
Huset: Indgang gennem haven og mindre gårdhave med bord og stole, hvor man kan sidde og nyde kaffen.
Pænt nyere badeværelse med toilet, håndvask og brusekabine. Her er også vaskemaskine.
Fint landkøkken med kaffemaskine, elkedel, køleskab med fryser, komfur, emhætte og opvaskemaskine.
Hyggelig lys stue med spiseplads og sovesofa (120 cm bred). Brændeovn. Fin trappe til 1. sal.
På 1. sal er der et fint repos med sovesofa (120 cm bred) – her er Smart TV.
1 soveværelse med 1 dobbeltseng.
Et rigtig fint lille hus til 4 personer. Her kan drømmen gå i opfyldelse for dem, der har lyst til at prøve det fantastiske ø-liv – med alle de skønne naturoplevelser der findes, og dog stadigvæk være tæt på civilisationen.