Beskrivelse
Kastanjevej i Kollerup er et skønt sted at holde ferie – ikke mindst når det foregår i dette velplejede og hyggeligt indrettede sommerhus, der egner sig fint til fire feriegæster.
Indretning
Man kan tydeligt både se og mærke, at der er blevet passet godt på sommerhuset siden seneste renovering, der foregik i 2008. Det komfortable møblement inviterer til hyggestunder i roligt tempo – for eksempel i nærheden af stuens brændeovn, der sammen med varmepumpen sørger for en god temperatur selv på kolde dage. Ferietiden kan også bruges på at kræse om maden i det åbne køkken, der er veludstyret med gode hvidevarer. Opvasken må I dog klare i hånden, men når man har god tid, kan det også nemt gøres til en hyggelig seance ved fælles hjælp. Et rummeligt badeværelse med vaskemaskine, tørretumbler og gulvvarme hører også til planløsningen foruden to soveværelser, hvoraf det store master bedroom er udstyret med god skabsplads, TV og direkte udgang til terrassen.
Udendørs
Begynder I dagen med at slå terrassedøren op og gå ud i det fri, kan I hurtigt vurdere, om det er vejr til at spise morgenmad under åben himmel. Skinner sommersolen, kan I bære kaffen og rundstykkerne fra køkkenet og lige ud på den østvendte terrasse, og senere på dagen kan I slå jer ned på terrasseområderne mod syd og vest. Terrassearealerne er fantastiske, for der er både overdækkede, aflukkede og helt åbne afdelinger, og omkring breder en stor græsplæne sig, der indbyder til leg og boldspil.
Beliggenhed
Fra den dejlige havegrund kan I vandre lige ud på små stier, der fører jer videre ud i Kollerups smukke natur. Det fredelige sommerhusområde ligger lige op til Kollerup Plantage, hvor I kan følge de afmærkede vandreruter, benytte bålpladsen og beundre det varierede landskab. Fra udsigtspunktet Toppen kan I skue ud mod fuglefjeldet Bulbjerg og Svinklovene, som begge desuden er oplagte udflugtsmål. Den uberørte Kollerup Strand kan I køre til på få minutter, og i lokalområdet er der flere andre dejlige strande at besøge, inklusiv Svinkløv, som er kendt for sit genopbyggede badehotel. Indkøb kan nemt klares i Fjerritslev, hvis bymidte ligger blot halvanden kilometer væk.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).
GRATIS ADGANG! I sæson 2024 har I som gæster i dette sommerhus gratis adgang hos Idrætscenter Jammerbugt (svømmehal, fitnesscenter og badmintonbaner) under hele jeres ophold.
GOLFFERIE? Som gæster i dette hus, kan I booke greenfee med 50% rabat på de smukke baner ved Jammerbugtens Golfklub i Fjerritslev.