De mindste kan nu boltre sig på en flot, nyistandsat legeplads.
Bryggen på Bork Havn er et yndet tilflugtssted for både lokale og turister, store som små. Uanset om man vil slentre en tur på havnemolen, spise en lun vaffel i vandkanten eller nyde en is med udsigt, er der masser af muligheder ved Bryggen.
I højsæsonen er der livlig aktivitet det meste af dagen, og det myldrer med glade mennesker mellem de charmerende tobleronehuse. Naturen omkring Bork Havn er fantastisk, og placeringen i bunden af fjorden gør området til noget helt særligt.
Bork Havn er også kendt for sine børnevenlige strande, og området tiltrækker generelt mange børnefamilier. Legepladsen ved Bryggen bliver flittigt brugt – så flittigt, at den efterhånden trængte til en kærlig hånd. Det ville vi gerne støtte, så legepladsen fortsat kan være samlingspunkt for små og store, både dem, der bor i området, og dem, der kommer på besøg.
Feriepartner Bork Havn har støttet renoveringen med 25.000 kr.
Læs om legepladsen her: https://udinaturen.dk/shelter/119282