Rågeleje Strand
Den smukke sandstrand ved Rågeleje løber langs hele kystvejen, og foruden en dejlig badestrand finder du også her en fin strandpromenade til en gåtur i sommersolen eller efterårsvinden.
På stranden finder du rækker af hyggelige privatejede badehuse, hvor sommerhusejerne kan klæde om og ligge i læ for vinden, og som giver en hyggelig stemning på stranden.
Glæd dig til at dyppe dig i det indbydende vand og mærke den silkebløde sandbund mod dine tæer. Der er kun ganske få småsten i strandkanten.
I højsæsonen er stranden bemandet af livreddere, og vandet bliver langsomt dybt, så du kan roligt tage børnene med.
Find det perfekte sommerhus i Rågeleje, så du er sikret ferie tæt på den dejlige strand.
Vejby Strand
Ved det hyggelige sommerhusområde Vejby finder du det højeste punkt på Nordsjællands kyst, og du skal derfor ned ad 75-150 trappetrin for at nå den dejlige badestrand for foden af de stejle skrænter.
Stranden byder på friskt, rent badevand og masser af plads, så du kan nyde solen, mens børnene bygger sandslotte og spiller beachvolley.
På en dejlig slentretur i vandkanten finder du mange fine "hulsten" og, med lidt held, også ravstumper. Og så er udsigten oppe fra den 49 meter høje klint usammenlignelig og et stop værd på strandturen.
Tisvildeleje Strand
Den klassiske badeby Tisvildeleje huser en af nordkystens mest populære strande.
Her er rent, børnevenligt badevand, traditionelle badehuse i charmerende farver og et bredt sandstykke til solbadning og leg - og også til grill, hvis aftensmaden for eksempel skal indtages til synet af det uendelige hav.
Tisvildeleje Strand er et badeparadis for både børn og voksne, og den ene dag kan nemt tage den anden på den smukke, lange klitstrand.
Lige ved stranden er en stor parkeringsplads, så du kan snildt fylde bilen med badedyr - du skal blot over klitrækken, og så er du klar til at hoppe i bølgen blå.
Og når sukkertrangen skal stilles er der hverken langt til den populære iskiosk, der ligger på parkeringspladsen, eller til byens hyggelige centrum.
Asserbo Strand
Stranden ved Asserbo er en pragtfuld klitbadestrand, hvor du finder masser af klitter til solbadning i ly for andre badegæsters blikke.
Asserbo Strand er en af de mindre kendte perler på Nordsjællands kyst, så hvis du er til rolige stranddage, mindre menneskemængder og badeforhold i top, er det her, du skal søge hen.
Der er livreddere på stranden i sommermånederne, og det er oplagt at cykle herhen ad de de hyggelige, små skovstier i Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn.
Liseleje Strand
En af Danmarks dejligste Kattegat-strande finder du i Liseleje - en drøm af en bred, hvid sandstrand med et eventyrland af brede høje klitter i baggrunden.
Liseleje Strand er stolt indehaver af Det Blå Flag, og du kan altså være sikker på at møde en strand af højeste kvalitet hvad angår renlighed og sikkerhed.
Slik sol dagen lang i din egen private klitgryde, kun afbrudt af svalende dukkerter i de børnevenlige bølger, eller tag din yndlingsbog og et tæppe med på strandudflugt.
Også på Liseleje Strand er der livreddere om sommeren, og der ikke mange minutters gang til nærmeste is.
Andre strande i området
Mange kilometers kystlinje er lig med et utal af strande, og du finder snildt en ny strand til hver dag af din sommerhusferie i Nordsjælland.
Besøg for eksempel Hald Strand, der er en dejlig, rolig sandstrand med gode badeforhold, høje klitter og skøn udsigt - og uden det store menneskemylder, selv i højsæsonen.
Også stranden ved Nødebohuse er en god destination til en privat strandtur, og forholdene her er ekstremt børnevenlige.
Ved havnebyen Hundested finder du Trekanten Strand, en smuk strand, ikke langt fra det skønne sommerhusområde Kikhavn, med fløjlsblød sandbund og indbydende badevand. Stranden ligger ikke langt fra den summende lystbådehavn, så det er oplagt at kombinere strandturen med en slentretur på molerne.
Hop i fjorden
Det er ikke kun havvand, du kan plaske rundt i, når du er i sommerhus i Nordsjælland.
Du kan nemlig tage en forfriskende dukkert i både Roskilde Fjord og Isefjorden, der begge byder på dejlige strande med lavt, børnevenligt badevand.
Det er oplagt for børnefamilien at tage på strandtur ved fjordene, for her er ikke så mange bølger og sus som ved Kattegat.
Du kan trygt lade poderne lege i vandkanten med fiskenettet, mens du dypper tæerne i vandet og nyder udsigten over det spejlblanke vand.