Kronborg Slot
Smukt og knejsende, der hvor Øresund er smallest, ligger det prægtige Kronborg Slot - en fascinerende blanding af stort fæstningsværk og forfinet renæssanceslot.
Det smukke slot i Helsingør er nok det mest berømte danske slot, verdenskendt som Hamlets slot, udnævnt til verdensarv af UNESCO og med et stort udbud af oplevelser for hele familien.
Gå på opdagelse i de imponerende samlinger af renæssance- og barokinteriør, begiv dig ud på verdensarvsruten, der snor sig rundt på fæstningsanlægget omkring slottet og bestig voldene, mens du betragter den svenske kyst.
Og, foruden dramaet om Hamlet, er den 62 meter lange riddersal, den velbevarede slotskirke og statuen af den sovende Holger Danske i kasematterne under slottet de vigtigste attraktioner på slottet.
Kronborg Slot er et levende slot, og du kan opleve både opera i de fri, teaterforestillinger i slotsgården og kunstnere i kasernebygningerne.
Fredensborg Slot
Romantisk charme, fredfyldt atmosfære og en betagende barokhave venter dig på det smukke Fredensborg Slot, der har sin oprindelse i det 18. århundrede.
Den dag i dag er slottet ved Esrum Sø stadig blandt kongefamiliens foretrukne residenser, og der er tradition for, at kongehuset holder mange af sine store fester her.
Havevandring og omvisning på Fredensborg Slot
Tag på havevandring året rundt i den storslåede slotspark, hvor du kan beundre nogle af de fineste historiske haver i Danmark - blandt andet det imponerende barokke anlæg, der byder på alléer i stjerneform og Nordmandsdalen med sine 70 sandstensfigurer, og som henleder tankerne på det franske Versailles.
Om sommeren, når regentparret ikke bor på slottet, er der mulighed for at komme på guidet tur i slottets overdådige sale og i den private have.
Blandt andet kan du kigge indenfor i Kuppelsalen, hvor mange officielle middage finder sted, ligesom Orangeriet med tilhørende urtehave og Fredensborgs velbevarede slotskirke også er med på rundvisningen.
Frederiksborg Slot
Malerisk placerret ved Slotssøens bred i Hillerød ligger det eventyrlige Frederiksborg Slot omkranset af sin stringente barokhave og romantiske landskabshave.
Oplev tidligere tiders pomp og pragt på helt nært hold, når du besøger det enestående renæssanceanlæg fra det tidlige 1600-tal, der blev bygget for at fremhæve Christian d. 4.'s position som magtfuld monark.
Blandt andet derfor er slottet så rigt udsmykket med det imponerende Neptunspringvand i slotsgården, det smukke marmorgalleri i Kongefløjen og et væld af symbolske og dekorative elementer.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Kom tæt på 500 års Danmarkshistorie på Frederiksborg Slot, der huser Det Nationalhistoriske Museum.
Her kan du gå på opdagelse i en rig samling af portrætter, historiemalerier, buster møbler og kunstindustri indrammet af slottets smukke, pompøse sale og stuer.
En sanseoplevelse af de helt store, der giver et nøje indblik i livet fra middelalderen op til det 21. århundrede.
Andre aktiviteter på Frederiksborg Slot
Desuden byder museet på sjove aktiviteter for børnene, ligesom det er muligt at tage på sejltur på slotssøen med den lille færge M/F Frederiksborg.
Og så er det et must at gå på havevandring i den smukke slotspark, hvor du kan suge de forskellige stemninger til dig fra den stramme barokhave og den romantiske engelskinspirerede have, hvor også det charmerende lystslot Badstueslottet ligger.