Kribler det i fingrene for at komme ud og bruge nogle penge? Eller er du bare interesseret i lopper, retrofund og kunsthåndværk?
Nordsjælland huser mange hyggelige loppe- og kunstmarkeder, som med deres store udvalg af spændende varer tiltrækker købere fra nær og fjern sommeren igennem.
Og ofte er her både musik og fristende madboder - så hvis ikke du har heldet med dig i loppeland, kan du i det mindste få stillet sulten og skruet op for hyggefaktoren.
Kildemarked i Tisvildeleje
Hvert år i starten af august slår det store Kildemarked ved Sandflugtsmomumentet i Tisvildeleje de grønne og hvide telte op til et stemningsfuldt kunsthåndværkermarked.
Stil nysgerrigheden i de arbejdende værksteder, hvor du kan kigge med over skulderen, når de lokale kunsthåndværkere finpudser deres værker, og lad dig friste af keramik, glaskunst, malerier, strik, stenskulpturer, pileflet, smykker, læderprodukter og meget andet.
Kildemarkedet er hyggeligt og helt lokalt, og det er til lyden af hyggelig livemusik, du bevæger dig rundt mellem de mere end 80 boder.
Du finder også flere lækre madboder, hvor du kan få lidt godt til maven.
Loppemarked på Birkepladsen
Sommerens bedste loppemarked har i de sidste mange år fundet sted på den hyggelige Birkeplads midt i Tisvildeleje - og det gør det stadig hver lødag i juni, juli og august.
Kom og kig hos lopperne og gør et spændende fund. Find lige det gamle skoleverdenskort, du manglede, de helt rigtige opbevaringsdåser til køkkenet, du har ledt så længe efter - eller måske den sjove lampe til stuen?
Mange interessante varer går over disken på loppemarkedet på Birkepladsen, så fyld pungen med kontanter, puds dit forhandlingsgen af og kom hjem med mange gode ting.
Loppedage i Frederiksværk
Også i Frederiksværk kan du gøre spændende loppefund på det lille torv mellem Gjethuset og gågaden i Frederiksværk hver lørdag sommeren igennem.
Her kommer kræmmere fra nær og fjern, og alle har de spændende ting med fra gemmerne.
Mange har ryddet op på loftet, været på opdagelse i naboens kælder (med tilladelse!) eller tømt svigermors kælder for loppeting, så du kan få fingrene i lige præcis det, du mangler til dit hjem.
Også i maj kan du gøre loppefund i Frederiksværk. Nærmere betegnet på Krudtværksmarkedet, der åbner op for et væld af boder og underholdning.
Økologisk høstmarked
Kom til høstmarked på Sølager og vær med, når værkstederne på institutionen for funktionsnedsatte sælger ud af årets høst.
Køb lækre, økologiske råvarer med hjem til aftensmaden i sommerhuset og se, hvordan et rigtigt landbrug med dyr og afgrøder fungerer. Klap de søde grise eller prøv selv at grave kartofler op og køre traktor.
Sølager råder over 38 hektar, hvor de dyrker foder til deres mange dyr, der inkluderer Herefor ammekvæg, søer, smågrise, heste, geder, får og andre smådyr, så høstmarkedet er også en stor oplevelse for dyreglade børn og voksne.