Tisvildeleje er et meget gammelt område med små krogede veje, der fører ned til vandet og den store parkeringsplads. Tisvildeleje løber parallelt med det skønne Tisvilde Hegn, og uanset hvor du er i Tisvildeleje, vil du altid være tæt ved både strand og skov. Begge dele har da også haft stor betydning for området og for områdets udvikling.
Børnevenlige strande
Stranden og vandet i Tisvildeleje er rart og børnevenligt, men her er store niveauforskelle. I selve lejet er der således direkte adgang igennem klitterne til vandet. Så snart du bevæger dig bare 500 meter i nordlig retning, er der skrænter og trapper, som du skal benytte for at komme til stranden.
Tisvilde Hegn
Tisvilde Hegn er en meget hyggelig og varieret skov. Her er både løvfældende træer og nåletræer. Og så er her den helt fantastiske Troldeskov. Der er skønne steder, hvor du kan samle kantareller i sæsonen, ligesom Tisvilde Hegn danner rammen for mange orienteringsløb, mountainbikeløb eller kørsel med hundespand. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser.
Fabelagtig udsigt ved Tibirke Bakker
En del af Tisvildeleje er også Tibirke Bakker, som er et skønt, højtliggende, privat og fredet naturområde med enkelte offentlige stier. Traver du ad stien til udsigten, er der oppe fra toppen en fabelagtig udsigt langt ud over hele området, bl.a. også over Holløse Bredning. Tibirke Bakker har gennem tiderne været et yndet tilholdssted for mange af Danmarks dygtige malere og forfattere – lidt på samme måde, som Skagen på Jyllands nordspids har tiltukket kunstnerne.
Helenekilde
I Tisvilde er der også hellige Helenekilde. Her valfartede folk til i deres søgen efter helbredelse. Kilden sprang, da en from skånsk kvinde skyllede op på stranden. Besøg Helenes grav og læs det spændende sagn.