Har du allerede oprettet en profil til Mit Feriepartner? Log ind på Mit Feriepartner.
Kongernes Nordsjælland
Tilbage til kongernes storhedstid
Nordsjælland var kongernes sted. Og en konge med respekt for sig selv byggede et slot. Det var det synlige bevis på magt, ære og rigdom.
Allerede helt tilbage i middelalderen blev de første kongeslotte opført i Nordsjælland - blandt andet opførte Valdemar Atterdag sit elskede Gurre Slot i 1300-tallet -, men det var for alvor omkring 1500-tallet, at Kongernes Nordsjælland blev samlet, som vi kender det i dag.
Hvorfor Nordsjælland?
Med sine store skove, dybe søer og næste 100 kilometer kyststrækning er Nordsjælland, og var også dengang, Københavns grønne forhave, og området blev hurtigt kongernes rekreative område.
For trods nærhed til den travle hovedstad var Nordsjælland, og er stadig, et af landets smukkeste og fredeligste steder - og her var fokus for de mægtige mænd ikke på arbejde og pligter, men snarere på velvære, fritid, natur og kreativitet.
Og så skyldtes kongernes interesse for Nordsjælland i høj grad også de frodige jagtmarker, som skovene og landskabet ejer i rigt mål.
Tag på opdagelse på de majestætiske nordsjællandske slotte og mærk historiens vingesus på Kronborg, der vogter over sundet, Fredensborg, Danmarks Versailles, og Frederiksborg, Danmarks prægtigste renæssanceslot.
Også slotsruinerne i Gurre, Søborg og Asserbo giver et fascinerende indblik i kongernes storhedstid.
Nordsjællands slotte
Kronborg Slot
Smukt og knejsende, der hvor Øresund er smallest, ligger det prægtige Kronborg Slot - en fascinerende blanding af stort fæstningsværk og forfinet renæssanceslot.
Det smukke slot i Helsingør er nok det mest berømte danske slot, verdenskendt som Hamlets slot, udnævnt til verdensarv af UNESCO og med et stort udbud af oplevelser for hele familien.
Gå på opdagelse i de imponerende samlinger af renæssance- og barokinteriør, begiv dig ud på verdensarvsruten, der snor sig rundt på fæstningsanlægget omkring slottet og bestig voldene, mens du betragter den svenske kyst.
Og, foruden dramaet om Hamlet, er den 62 meter lange riddersal, den velbevarede slotskirke og statuen af den sovende Holger Danske i kasematterne under slottet de vigtigste attraktioner på slottet.
Kronborg Slot er et levende slot, og du kan opleve både opera i de fri, teaterforestillinger i slotsgården og kunstnere i kasernebygningerne.
Fredensborg Slot
Romantisk charme, fredfyldt atmosfære og en betagende barokhave venter dig på det smukke Fredensborg Slot, der har sin oprindelse i det 18. århundrede.
Den dag i dag er slottet ved Esrum Sø stadig blandt kongefamiliens foretrukne residenser, og der er tradition for, at kongehuset holder mange af sine store fester her.
Havevandring og omvisning på Fredensborg Slot
Tag på havevandring året rundt i den storslåede slotspark, hvor du kan beundre nogle af de fineste historiske haver i Danmark - blandt andet det imponerende barokke anlæg, der byder på alléer i stjerneform og Nordmandsdalen med sine 70 sandstensfigurer, og som henleder tankerne på det franske Versailles.
Om sommeren, når regentparret ikke bor på slottet, er der mulighed for at komme på guidet tur i slottets overdådige sale og i den private have.
Blandt andet kan du kigge indenfor i Kuppelsalen, hvor mange officielle middage finder sted, ligesom Orangeriet med tilhørende urtehave og Fredensborgs velbevarede slotskirke også er med på rundvisningen.
Frederiksborg Slot
Malerisk placerret ved Slotssøens bred i Hillerød ligger det eventyrlige Frederiksborg Slot omkranset af sin stringente barokhave og romantiske landskabshave.
Oplev tidligere tiders pomp og pragt på helt nært hold, når du besøger det enestående renæssanceanlæg fra det tidlige 1600-tal, der blev bygget for at fremhæve Christian d. 4.'s position som magtfuld monark.
Blandt andet derfor er slottet så rigt udsmykket med det imponerende Neptunspringvand i slotsgården, det smukke marmorgalleri i Kongefløjen og et væld af symbolske og dekorative elementer.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Kom tæt på 500 års Danmarkshistorie på Frederiksborg Slot, der huser Det Nationalhistoriske Museum.
Her kan du gå på opdagelse i en rig samling af portrætter, historiemalerier, buster møbler og kunstindustri indrammet af slottets smukke, pompøse sale og stuer.
En sanseoplevelse af de helt store, der giver et nøje indblik i livet fra middelalderen op til det 21. århundrede.
Andre aktiviteter på Frederiksborg Slot
Desuden byder museet på sjove aktiviteter for børnene, ligesom det er muligt at tage på sejltur på slotssøen med den lille færge M/F Frederiksborg.
Og så er det et must at gå på havevandring i den smukke slotspark, hvor du kan suge de forskellige stemninger til dig fra den stramme barokhave og den romantiske engelskinspirerede have, hvor også det charmerende lystslot Badstueslottet ligger.
Slotsruiner
Gurre Slotsruin
Resterne af Gurre Slot ved Helsingør er ladet med sagn og spøgelseshistorier.
Kong Valdemar Atterdag døde på sit elskede slot i 1375, og det siges, at han hver nat jager igennem skovene på en kulsort hest i følge af en flok gluskbe hunde med tunger, der hænger som ild ud a fhalsen. rider rundt i egnen med sit vilde jagtselskab.
Ifølget sagnet er det Guds straf for kongens udsagn: "Lad Gud blot bevare sit Himmerige, hvis jeg kan beholde mit elskede Gurre".
Gurre Slot kan dateres helt tilbage til sidste halvdel af 1100-tallet. Her lå den store fæstning med sin ringmur, fire hjørnetårne og tilstødende bygninger på en holm i Gurre Sø.
I dag kan du se den nederste etage af det gamle centraltårn samt rester af ringmur og hjørnetårne. Det prægtige slot var i funktion frem til 1500-tallet.
Herefter gik det i forfald og blev blandt andet brugt som stenbrud, som leverede materialer til opførelsen af Kronborg.
Søborg Slotsruin
Ved landsbyen Søborg i Nordøstsjælland, ikke langt fra Hornbæk og Rågeleje, finder du ruinerne af en af middelalderens største og bedst befæstede borge - Søborg Slot.
Søborg Slot blev i 1100-tallet opført som et sluttet fæstningsanlæg med ringmur og voldgrav, og flere konger har i længere perioder opholdt sig på slottet - heriblandt Erik Menved og Valdemar Atterdag.
Fordi Søborg Slot var så stærkt befæstet blev det også benyttet som fængsel for de farligste fjender af kongemagten.
Gå en tur rundt ved resterne af den betydningsfulde borg i de smukke omgivelser, og forestil dig det liv, der udspillede sig her. Du finder også den monumentale Søborg Kirke i nærheden, som er et besøg værd.
Asserbo Slotsruin
I dag ligger ruinerne af Asserbo Slot som et idyllisk, nærmest eventyrligt, sceneri i Asserbo Plantage, omkranset af voldgrave og dyb skov.
Men så fredfyldt har her dog ikke altid været.
Grundlagt i sidste halvdel af 1100-tallet fungerede Asserbo Slot først som kloster for to forskellige munkeordener, sidenhen som bolig for diverse adelsfamilier for til sidst at blive krongods i 1560.
Men i slutningen af 1600-tallet druknede slottet, da sandflugten ramte Asserbo og lagde marker og landsbyer øde.
Asserbo Slots måtte forlades og gik i forfald, og blev først udgravet i 1849 af Frederik d. 7. I 1972 genskabte Nationalmuseet voldanlægget.
Interesseret i flere oplevelser?
Få overblik over alle Nordsjællands herligheder og sammensæt din drømmeferie.