I bunden af Aabenraa Fjord ligger den historiske købstad Aabenraa, der helt tilbage i 1335 fik købstadsrettigheder af hertugen.
Siden udviklede den lille by sig til først at blive fiskerleje, for i 1700- og 1800-tallet at indtage rollen som betydningfuld skibs- og søfartsby.
Skibe fra Aabenraa sejlede over hele kloden, og sømændene hjembragte særprægede rigdomme fra deres færd - særligt fra Østen.
Disse rigdomme satte deres præg på byen og har været med til at forme Aabenraa, som du oplever byen i dag.
Charmerende bymidte
Datidens velstand fremgår i dag tydeligt af Aabenraas bybillede, og når du går tur i den gamle købstads snævre sidegader finder du flere eksempler på flotte, velbevarede huse.
Se blandt andet Aabenraa fineste rokokohus, den røde Postmestergård fra 1758, der blev fredet allerede i 1921, og de skæve gavlhuse med navnene "Det Blinde Æsel" og "Tresuren".
Vil du høre de gode, dramatiske historier fra byens fortid og se alle byens historiske bygninger kan du følge med vægterne på deres traditionsrige aftenvandring gennem Aabenraas hyggelige gamle gyder og brolagte gader.
Hver onsdag i sommerperioden drager de ud på bytur efter klokken 21, og du er inviteret til en autentisk byoplevelse.
Det moderne Aabenraa
I Aabenraa finder du i dag en af Danmarks største erhvervshavne.
Et fascinerende syn og absolut et besøg værd, når du alligevel er i byen, og særligt på den årlige "Havnens Dag", hvor du kan deltage i forskellige aktiviteter.
Desuden byder den hyggelige bymidte på de perfekte kulisser til byarrangementer, der tiltrækker gæster fra nær og fjern.
Hvert år er Aabenraa da også vært for et væld af events - blandt andet en af egnens største ringriderfester, det sønderjyske fællesdyrskue samt det krævende Aabenraa Bjergmarathon.
Shopping og kultur
Shopping i Aabenraas gamle bymiljø er en helt særlig oplevelse.
Tag på stemningsfuld bytur og lad dig friste af specialvarer, delikatesser og brugskunst i byens spændende forretninger, der for størstedelen har til huse i historiske bygninger i små gyder langs hovedgaden.
Hver lørdag er der desuden torvedag på markedspladsen.
Også på kulturfronten brillerer Aabenraa. Besøg for eksempel det pragtfulde Brundlund Slot, der troner på sin slotsholm omgivet af en voldgrav.
Her finder du en enestående kunstsamling af de bedste sønderjyske kunstnere gennem tiden. Du kan også besøge slottets skyttekælder og fangehul, ligesom slottets park indbyder til en smuk gåtur, hvor du kan nyde omgivelserne og skulpturerne.