Har du allerede oprettet en profil til Mit Feriepartner? Log ind på Mit Feriepartner.
Lille Vildmose
Den danske vildmark
7.600 hektar natur gør Lille Vildmose til Danmarks største fredede landområde.
Med en naturrigdom og et dyreliv ud over det sædvanlige er Lille Vildmose et paradis for naturelskere og historisk interesserede.
Her kan både børn og voksne gå på opdagelse i Nordeuropas største højmose, på de flade mosevidder med det fugtige og gyngende underlag og i de dyrerige græsningsskove.
Hver især gemmer de forskellige naturområder på sjældne og unikke plante- og dyrearter.
Dyrenes og planternes verden
Det er ikke ualmindeligt at møde nogle af dansk naturs majestæter på din tur rundt i mosen.
Kronhjorte, vildsvin, kongeørne, havørne og traner holder til i og ved Lille Vildmose, ligesom du kan støde på den fascinerende kødædende plante, soldug.
Som noget helt nyt kan du nu også møde elge i Lille Vildmose. Mon ikke du bliver lidt imponeret ved synet af de imponerende kæmper, der yndefuldt bevæger sig rundt i Danmarks største fredningsområde?
Kom tæt på mosen fra tårnene
Nyd den velsignede stilhed, der hersker på højmosen. Duftene af den reneste rene natur og af årstidernes skiften. Synet af de fredfyldte, åbne vidder. Og ikke mindst fuglelivet og mylderet af dyr og planter.
Rundt om i Lille Vildmose er der opstillet udkigstårne, hvorfra du kan få det forkromede og mest fortryllende overblik over den fascinerende natur.
Fra rovfugletårnet kan du betragte fuglelivet, og specielt om vinteren, når rovfuglene bliver fodret med slagteraffald ud for tårnet, kan du komme tættere på havørnen, musvågen og ravnen, end du nogensinde før har været.
Kravl op i brandvagttårnet, hvor du, foruden det fantastiske, uhindrede udsyn over den centrale del af Lille Vildmose, kan være heldig at få et glimt af kongeørnen, som den svæver rundt over sine jagtmarker i Vildmoselandet.
Se også de elegante krondyr i fugleperspektiv fra Høstemark Tårnet og betragt det ufremkommelige landskab i ro og mag.
Oplevelsesspækkede stier
Kom langt, langt ud i den vilde natur på de spændende stier, der er konstrueret for at give dig den fulde mose-oplevelse.
Ad Plankestien ved Tofte Mose kommer du så langt væk fra al civilisation, at det er som at være på en savanne. Kom helt ud blandt vilde planter og dyr, og måske kommer du helt tæt på krondyrene, der opholder sig tæt på mosen.
Kom på gyngende - og alligevel fast - grund på plankestien i Portlandsmosen.
Her har du mulighed for at komme helt ud på mosens vand uden at få våde tæer. Stien ender nemlig ud i en platform midt i vandet, der bringer dig så tæt på naturen som overhovedet muligt.
Stierne er også handicapvenlige, og kørestolsbrugere kan således nemt komme ud i den enestående natur i Lille Vildmose.
Lille Vildmosecentret
Den bedste introduktion til mosen får du ved først at besøge Lille Vildmosecentret.
Et levende formidlingscenter midt i Lille Vildmose, som byder på nyttig viden og sjove aktiviteter ude som inde, der alle relaterer sig til mosens historie og den rige natur og kultur, der præger området.
Bliv klog på mosen
Gå på opdagelse i den brede vifte af oplevelser, der venter dig i centrets interaktive udstilling. Her er både børn og voksne garanteret læring kombineret med aha-oplevelser og sjov.
Se smukke naturfilm fra mosen i biografen, flyv en tur i ørnesimulatoren, kom helt tæt på mosens planter og dyr i naturværkstedet og besøg oplevelsesrummet om Nordens kæmper, elge og krondyr.
I udstillingen kan du blive klog på menneskets forhold til mosen gennem tiden, lære mosens dyr og planter bedre at kende og lære om, hvorfor mosen er et af de yngste landskaber i Danmark.
Og så kan du også her forberede din tur ud i landskabet, da den sidste del af udstillingen guider dig til mosens forskellige oplevelser - og til, hvordan du kommer til at se kongeørnene, vildsvinene og odderne.
Tørvetoget
Hop på mosens gamle tørvetog, der afgår fra Lille Vildmosecentret og tager dig med på en oplevelsesrig køretur på smalsporsbanen - et hit hos både børn og voksne.
Det charmerende grønne tog kører dig forbi vildsvinefolden og ud til den smukke Birkesø, hvor du kan nyde udsigten over det spejlblanke vand og det rige fugleliv, inden turen igen går tilbage.
Undervejs oplever du stemningen og hører om tidligere tiders tørvegravning, ligesom du bliver klogere på de igangværende naturprojekter ved mosen.
Udendørs aktiviteter
Slip børnene løs på naturlegepladsen, hvor de kan lege i edderkoppespindet og ørnereden i træet, mens du fra det 12 meter høje udsigtstårn overskuer området omkring centret og får et smugkig på selve Lille Vildmose.
Ad en vandrerute på 1,5 kilometer kommer du til vildsvinefolden, hvor du kan betragte de i Danmark sjældne dyr på nært hold.
Eller hvad med at lade batterierne op til en tur ud i moselandskabet ved en af centrets udendørs spisepladser?
Varm frokosten over bål på shelterpladsen eller slå dig ned ved et bord- og bænkesæt i den smukke park, hvor du kan spise med idyllisk udsigt til parksøen og de imponerende store, gamle træer.
Oplev Lille Vildmose med guide
Er du på jagt efter enestående naturoplevelser? Og vil du opleve Lille Vildmoses natur- og kulturhistorie på tæt hold og med en kender i ryggen?
Så er en guidet tur det helt rigtige for dig og din familie, for her bliver I ganske enkelt eksperter i landskabets kulturhistorie takket være jeres engagerede guide. Vidste du måske, at mosen i nyere tid har været udnyttet til produktionen af sphagnum?
Kom helt tæt på kronhjorte og vildsvin og deres afkom i naturlige omgivelser og se tranen promenere og kongeørnen kredse over sit territorium.
En oplevelsesrig tur med garanti for store natur- og dyreoplevelser.
Lad dig friste af flere oplevelser ved Kattegat
Find inspiration blandt vores idéer til aktiviteter, attraktioner og oplevelelser og skræddersy den perfekte sommerhusferie.