Beskrivelse
Pænt og velholdt sommerhus højt beliggende på en dejlig grund med udsigt over Limfjorden. Huset ligger i det dejlige maritime og atmosfærefyldte Hvalpsund, med både færgehavn og stor lystbådehavn. Huset er indrettet med en hyggelig opholdsstue med trægulv, brændeovn, åbent køkken og spiseafdeling med stort vinduesparti med udsigt over vandet. Udgang til det store terrasseanlæg og til grunden. 2 soverum med 1 dobbeltseng i hvert rum og et badeværelse.
Området
Hvalpsund er en atmosfærefyldt by med maritim stemning. Her er der bl.a. golfbane, fiskesø og gode restauranter. Det smukke landskab ved Louns/Hvalpsund er præget af store bakker, som er gennemskåret af kløfter, dannet ved erosion. Den yderste del af Louns Halvøen er fredet, og der er offentlig adgang til fods ad de afmærkede stier og langs stranden. Bakke-landskabet på Louns er dannet af istidens aflejringer. Der er gode bademuligheder i Hvalpsund, hvor der er badebro og beachvolleybane til fri afbenyttelse. Der er et hav af oplevelsesmuligheder i nærområdet bl.a. Herregården Hessel, et arbejdende landbrugsmuseum med aktiviteter for hele familien, Meldgård Heste med turridning og kanosejlads, sælsafari med Livøfærgen, hvor man kan opleve sælerne på tæt hold, middelalderdage på Vitskøl Kloster, skonnertsejlads på det gode skib Lovise Moland med piratture for ungerne. Der er ligeledes fantastiske muligheder for lystfiskeri, enten direkte fra stranden eller i en af de mange put & take-søer og åløb. Storbyen Ålborg, med alle dens fristelser og aktiviteter, ligger kun ca. 60 km fra området.