Beskrivelse
Rummeligt sommerhus beliggende på en dejlig grund i sommerhusområdet Lovns. I huset er der en hyggelig indrettet opholdsstue med brændeovn og store panoramavinduer ud mod haven, køkkenafdeling i åben forbindelse med opholdsstuen, 3 soverum samt et badeværelse med bruseniche. Fra stuen er der udgang til en delvist overdækket terrasse med udendørspejs og adgang til haven. Huset er renoveret i 2018 med nyt køkken og nye trægulve.
Området
Den bakkede natur på Lovns- halvøen er fantastisk smuk og varieret. Den yderste del af halvøen er fredet og kan kun nås til fods ad afmærkede stier og langs stranden. På Lovns ligger også den historiske herregård Hessel, som i dag er indrettet som landsbrugsmuseum. Hvalpsund med et dejligt maritimt miljø ligger få kilometer fra Lovns. Her er lystbådehavn og færgehavn med restauranter, put&take-sø, golfbane og bådudlejning. Både Lovns og Hvalpsund byder også på gode bademuligheder.