Helt klækkeriet 2024
Foreningen Helt Klækkeriet sikrer bevarelsen af den vestjyske nationalfisk.
Feriepartner Hvide Sande støtter Helt Klækkeriet med 20.000 kroner fra Oplevelsespuljen
I Feriepartner Hvide Sande ønsker vi at støtte initiativer, der værner om vores lokale natur og kulturhistorie. Derfor har vi igen i år valgt at støtte foreningen Helt Klækkeriet med 20.000 støttekroner fra vores Oplevelsespulje. Foreningen Helt Klækkeriet i Ringkøbing Fjord har siden 1985 arbejdet målrettet på at sikre bestanden af helt-fisken – der ofte er omtalt som den vestjyske nationalfisk.

Det er med stor glæde og fornøjelse, at vi kan støtte op om foreningens betydningsfulde arbejde via vores Oplevelsespulje.
En fælles indsats for helt-fisken i Vestjylland
Helt-fisken har en lang historie i Vestjylland, og allerede i 1920'erne opdagede man, at den ikke kunne reproducere sig selv i fjordene i tilstrækkelig grad. Derfor har opdræt og udsætning af helt-larver været en vigtig tradition, som Helt Klækkeriet viderefører den dag i dag. Denne indsats har stor betydning – ikke kun for bevarelsen af fiskebestanden og det lokale økosystem – men også for lyst- og fritidsfiskere, feriegæster og fastboende, der nyder fiskeriet og de madoplevelser, helt-fisken bidrager til.