Råvarerne
Inddæmningen af Lammefjorden mod slutningen af 1800-tallet har betydet, at Odsherred i dag er anerkendt for sine gulerødder og kartofler, som du sikkert kender til.
Generelt finder du i Odsherred et bredt sortiment af lokalt producerede fødevarer - og, måske lidt overraskende, er vin én af dem.
Over de seneste år har vinproducenter nemlig fundet og forfinet de helt ideelle forhold for dyrkning af druer på de mange sydvendte skråninger i området, så du kan få en flaske af Odsherred med hjem.
Geoparkens besøgsmark
Som en del af fortællingen om geoparkens særligt gunstige råvareproduktion og sammenhængen mellem geologien og den inddæmmede fjord, kan du besøge besøgsmark ved Fårevejle.
Her kan du se, dufte og smage det store udvalg af sprøde afgrøder, som dyrkes på Lammefjorden - kål, grøntsager, asparges, for blot at nævne nogle stykker.
Du kan også begive dig ud på den ti kilometer lange oplevelsesrute, der tager dig rundt om besøgmarken og gør dig klog på den inddæmmede Lammefjord. Ruten er for både vandrere og cyklister.
Kunsten
Her hvor sol, vand, strand og land mødes, har kunstnere siden midten af 1800-tallet fundet inspiration og rum til at leve og arbejde.
Odsherredsmalerne kom hertil på grund af det forunderlige landskab og det særlige lys, og området tiltrækker fortsat nye kunstnere og kreative udøvere, som du kan besøge.
Tag dig også tid til et visit i det unikke kunstnerhjem Malergården og få et fascinerende indblik i livet som kunstner i 1930'erne.
Kulturhistorien
I Odsherred kommer du på sporet af fortiden. Blandt andet har et af de mest kendte danske nationalklenodier rødder her - nemlig bronzealderfundet Solvognen.
Du kan besøge Solvognens fundsted i Trundholm Mose. Fundstedet er åbent som kultur- og naturattraktion og er biliggende på Trundholm Mosevej r. 4, 4572 Asminddrup. Der er gratis adgang.
Solvognen blev fundet i Trundholm Mose i september 1902 og menes at stamme fra omkring 1400 f. Kr., hvilket gør den til det mest unikke udtryk for Geopark Odsherreds rige kulturhistorie.
Solvognen er i dag placeret på Nationalmuseet, men du kan se en flot kopi på Odsherreds Musuem i Nykøbing Sjælland.
Landskabet
Begiv dig ud i geoparken i bil, til fods eller på cykel og oplev det fascinerende landskab og den geologiske historie fra første parket.
Du kan for eksempel bestige bronzealdergravhøjen Vejrhøj, der med sine 121 meters højde er Odsherredes højeste punkt, og hvorfra du har en fantastisk udsigt, der i klart vejr blandt andet lader dig se hele 27 kirker.
Har du mod på en vandretur i istidslandskabet, kan du begive dig ud på Højderygstien, der tager dig forbi udsigtspunkter, der får dig til at tabe vejret, og flere af de bronzealdergravhøje, der er så unikke for Odsherred.
Geopark Festival
Besøg Odsherred, når der er Geopark Festival, og bliv klog på, hvad Geopark Odsherred egentlig er.
Festivalen løber over fire dage og sætter Geopark Odsherreds landskab, råvarer, kunst og kultur i centrum, så du kan opdage de mange skatte, der ligger gemt i området.
Du kan også tage på guidede ture rundt i landskabet med, så du er sikker på ikke at gå glip af noget.