Green Tourism Organization

Vi ønsker at passe på vores skønne lokalområde – til glæde for vores feriegæster, områdets lokale og de fremtidige generationer. Derfor tager vi del i Green Tourism Organization (GTO), der stiller krav til miljøindsatsen og reduceringen af turismens miljøpåvirkning.
Helt konkret betyder det, at vi med vores GTO-certificering lever op til en række krav inden for miljø og bæredygtighed i den daglige drift på bureauet. Det omhandler bl.a. affaldshåndtering, energioptimering og grønne indkøb.
Certificeringen er starten på vores fortsatte engagement med fokus på at blive mere bevidste i vores bidrag til at reducere turismens miljøpåvirkning.

Via relevant informationsdeling opfordrer vi vores gæster til at nyde alt det bedste, som Kattegat har at byde på, med mindst muligt klimaaftryk:
• Udforsk lokale oplevelser til fods eller på cykel – bilen kan ofte blive stående.
• Tag vandreskoene på, og gå på opdagelse i nærområdet.
• Lej udstyr på feriedestinationen i stedet for at købe nyt.
• Brug ferien til at slappe af; læs en bog, leg med børnene eller gå en tur langs vandet.
• Besøg vores skønne strande.
Krydr din ferie i sommerhus med nordjyske smagsoplevelser.
• Spis på lokale restauranter, og smag dig gennem områdets køkken.
• Køb råvarer fra lokale producenter – på disse kanter finder du masser af små vejboder.
• Undgå madspild; vent med desserten, til du ved, om der er plads.
• Tag resterne med i en ”doggybag”.
• Spis lidt mere grønt og lidt mindre kød. Det er godt for både miljø og sundhed.
Kom rundt omkring i Nordjylland med grøn omtanke.
Transport har betydning for dit klimaaftryk. Vælg de grønne løsninger, når det er muligt.
• Tag cyklen. Mange steder kan du leje den lokalt.
• Brug offentlig transport – se køreplaner på Rejseplanen eller spørg på det lokale turistbureau.
• Kører du elbil? Brug områdets mange ladestandere. Mange sommerhuse har også lademulighed.

Området omkring Kattegat er rig på smukke naturområder. Hjælp os med at bevare dem.
• Tag dit affald med dig, og sortér det korrekt.
• Glas afleveres i glascontainere, pantdåser i returautomater, pap og papir på markerede pladser.
• Undgå at forstyrre dyr og planter – særligt i de beskyttede Natura 2000-områder.
Skænk en tanke til miljøet, når du shopper dine feriesouvenirs.
Du kan godt shoppe souvenirs og gå på indkøb med grøn bevidsthed.
• Medbring en genanvendelig pose, så sparer du både penge og plastik.
• Køb kvalitet frem for kvantitet. Det holder længere.
• Hav din egen drikkedunk med. Vandet fra hanen er både friskt og koldt.
