Udflugtssted for hele familien
Birkegårdens Haver ligger i Ruds Vedby og er et af de helt store trækplastre for turister på Vestsjælland. Og med god grund. Her er nemlig underholdning for store som små.
I Birkegårdens Haver kan du opleve fem meget forskellige haver, som hver især byder på fortryllende landskaber og beroligende atmosfære. Et must for den haveinteresserede såvel som for jer, der ønsker at få lidt zen-stemning ind i familieferien.
Birkegårdens Haver rummer også et hav af aktiviteter for familiens yngste. Besøg for eksempel naturlegepladsen og børnefolden, hvor I må kæle, holde og klappe de mange søde bondegårdsdyr.
I finder også både minigolf, indendørs klatrevæg og gokartbane, picnicområde og bålplads.
Saml tankerne i haverne
Birkegårdens Haver er lige så forskellige som nat og dag, så forbered dig på sanseindtryk af de helt store. Her er både farver, sten, bygninger og søer foruden blomster af enhver tænkelig slags.
Fælles for haverne er dog, at de alle fem er åndehuller, hvor der hersker en ro, som du sjældent finder.
Husk at tage dig tid til at sætte dig i en af de mange stole eller bænke rundt om i haverne for bare at nyde, mærke og dufte de smukke omgivelser.
De fem haver
Den dansk/engelske have bugner af romantiske detaljer og huser både en fontæne og en sø. Her kan du, præcis som i en engelsk have, nyde sirligt farveopdelte stauder hele sommeren igennem, og du kan også fortabe dig i smukt blomstrende buske og sjældne træer.
Den japanske have er den største af sin slags i Danmark. På 10.000 m2 finder du fem haveafsnit med hver sin tematik. For eksempel finder du uforstyrret ro og fordybelse i Meditationshaven, mens Sandhaven byder på verdens eneste syvstammede cypres.
Den tredje have er anlagt med udsigt over marker og landskab som en prærie – deraf navnet Præriehaven. Her kan du opleve sjældne tørketålende stauder, og hele farvepaletten er repræsenteret.
I Klosterhaven bliver dine sanser stimuleret, og måske du også lærer en ting eller to urternes anvendelse i medicin og madlavning. Klosterhaven har 16 højbede med rundt regnet 300 krydder- og lægeurter, som du kan dufte og føle på.
I den sidste og nyeste have, Permahaven, er bæredygtighed og selvforsyning kodeordene. Lær, hvordan en familie bæredygtigt kan bruge sin jord til selvforsyning, tage hensyn til natur og dyr og samtidig tilgodese sine egne behov.