Kom tættere på livet under havoverfladen i JyllandsAkvariet i Thyborøn, hvor du kan se, røre og opleve de mange forskellige fisk, der lever under overfladen i Nordsøen og Limfjorden.
JyllandsAkvariet inviterer indenfor i et univers fuld af aktiviteter, indendørs såvel som udendørs.
Gå ombord på en stor fiskekutter, se glubske piratfisk og elektriske ål i varmtvandbassinet og lav dine egne maritime souvenirs i Det Kreative Strandværksted.
Med andre ord: forbered dig på en dag fyldt med lærerige oplevelser og fuld knald på.
Mærk en rokke
Bliv dus med havets dyr i de mange rørebassiner, hvor du kommer helt tæt på kendte som ukendte fisk. Stryg en rokke over ryggen, klap en haj på hovedet og hold en krabbe i hånden - hvis du altså tør.
Og hvis du har mod på det, kan du give en hånd med i fodringen af fladfiskene, hajerne og rokkerne, som med garanti kommer glubende sultne op til overfladen.
Glæd dig også til at røre ved en gigantisk kaskelothval - og bare rolig, det er "bare" en model.
Bliv ravekspert
Det er ikke ualmindeligt at finde rav langs den vestjyske kyst - tværtimod. Find ud af, om der gemmer sig en habil ravjæger i dig og tag med JyllandsAkvariet på ravsafari langs stranden.
Lær hvornår, hvor og hvordan du finder "Nordens guld" og få dit eget rav med hjem.
Spot en sæl
Få en fantastisk dyreoplevelse, når du tager på sælsafari med traktorbussen. Her kommer du, bogstaveligt talt, ud i Limfjorden, når I kører ad en kilometerlang dæmning.
Oplev de bedårende, nysgerrige sæler på nært hold, når I når sandbankerne i Limfjorden, hvor sælerne ligger og slikker sol og hviler sig.