Står du for aftensmaden i sommerhuset? Så lad fantasien få frit spil, når du sammensætter menuen, og gå på opdagelse i Tversteds fantastiske natur.
Kombinér en hyggelig skovtur eller udflugt i naturen med svampejagt eller bærsamling eller find vej til de hyggelige gårdbutikker og vejboder, der byder på et fristende udvalg af bær, grøntsager og krydderurter.
Saml svampe i skoven
Hvem kan ikke godt lide spisesvampe? De kan peppe mange retter op, men kan også bruges som hovedingrediens. For eksempel i en cremet svamperisotto på en kølig efterårsdag.
Drag afsted med madkurv, svampebog og lunt fodtøj og kombinér på denne måde en frisk skovtur med seriøs svampejagt.
Er du i sommerhus i Tversted er det oplagt at tage til Tversted Klitplantage, men du finder svampe i de fleste nordjyske skovbunde, hvis bare du har øjnene godt åbne.
Find delikate kantareller, Karl Johanner og champignoner og sammensæt en velsmagende svamperet alt efter dagens udbytte.
Men er du i tvivl om, hvorvidt dine fund er spiselige, er det en god idé at konsultere din svampebog - eller helt lade dem ligge.
Skyd genvej til naturens guld
Hvis du ikke selv har mod på at bruge flere timer i skoven, på marker og på heder, er der heldigvis råd for det.
Langs landevejene er det nemlig ikke ualmindeligt at støde ind i en indbydende bod med et bugnende udvalg af solmodne jordbær, sprøde ærter og nyopgravede kartofler, der strutter af sundhed og økologi.
Du finder mange gårdbutikker i området, der sælger nyhøstede grøntsager med en smag og en friskhed, der taler for sig selv.
Her er også mange andre lokalproducerede delikatesser at hente - for eksempel marmelader, honning, oste og vine.
Og hvis du alligevel gerne vil kunne prale af selv at have skaffet maden, kan du i mange af de små landbrug selv komme og grave nye kartofler op og plukke dine egne blåbær, hindbær eller jordbær.