Stranden ved Tversted bliver mindre år for år, og nu vil borgerne ikke vente længere – det skal undersøges.
Tversted og områderne omkring er populære turistdestinationer, og strandene er uden tvivl noget af det, der virkelig sælger. Over en årrække er stranden ved Tversted svundet ind år for år. Faktisk forsvinder hele 10 meter strand og klitter hvert eneste år, og dermed er netop denne kyststrækning det sted i hele Danmark, hvor havet ’spiser’ allermest af kysten. Det ønsker lokale kræfter at undersøge og sætte en stopper for.
En flok borgere, inklusive repræsentanter for turisterhvervet, er gået sammen og har dannet ’Kystsikringsgruppen’, som ønsker øget fokus på sagen og en fælles kystsikringsplan for Tannisbugt. I gruppen er man interesseret i at vide, om aktiviteterne omkring Hirtshals Havn har indflydelse på den vigende kystlinje, og hvad man kan gøre for at afbøde skaderne.
I første omgang ønsker de at få udarbejdet en rapport, der kan kaste lys over situationen og forhåbentlig besvare nogle af deres spørgsmål. Det vil vi gerne støtte, da vi har mange turister, der besøger Tversted hvert eneste år og vælger netop den destination på grund af naturen, og i særdeleshed stranden.
Feriepartner Tversted har støttet udarbejdelsen af en rapport med 2.800 kr.
Læs mere her: www.nordsoeposten.dk/53399-2