Landingspladsen er byens samlingssted, hvor der sommeren igennem summer af liv. Her kan du nyde en malerisk solnedgang eller smide en fiskekrog i vandet og selv forsøge at fange aftensmaden. Har du ikke selv held med fiskestangen, er der mulighed for at købe frisk fisk direkte fra kutterne, når de kommer i land eller fra Fiskercompagniets forretning i Vorupør.
Lystfiskere og andre interesserede kan sejle med kutter ud til Det Gule Rev og prøve lykken med fiskestangen her. Du er garanteret en tur fyldt med skumsprøjt og masser af frisk luft, uanset om der kommer fisk med hjem eller ej.
Strandene ved Vorupør er hvide, brede og indbydende, så langt øjet rækker, og over dem vajer det blå badeflag.
Her kan familien tilbringe timevis med forskellige strand- og badeaktiviteter, ligesom de vidtstrakte klitarealer langs stranden også har masser af oplevelser at byde på.
Naturelskeren kan også gå på opdagelse i de nærliggende skove samt Nationalpark Thy, der byder på både en fantastisk flora og et rigt dyreliv. De heldige kan få lov til at hilse på både kronhjorte og råvildt.
Vorupør byder også på interessante indendørsaktiviteter, hvis vejret skulle blive for køligt til en tur i de blå bølger.
Museum i Vorupør
Byens museum er indrettet i det gamle bådeværft og rummer udstillinger om byens historiske baggrund som en af Nordjyllands mest fremtrædende fiskerbyer. På byens akvarium, Nordsøakvariet, kan du med alle sanser opleve Nordsøens liv.
De mange fisk er bragt i land af lokale fiskere, og akvariet huser mere end 80 arter. De modige kan benytte besøget til at klappe både hajer og søstjerner, og alt er indrettet i børnevenlige højder.