Beskrivelse
Rummelig 2-etages feriebolig med grund direkte ned til gadekæret i Voderup. Boligen ligger ugeneret for enden af lukket grusvej bag gadekæret og er indrettet med 2 badeværelser, stor stue kombineret med spiseafdeling og 3 gode soverum, som alle befinder sig på 1 sal. Desuden grovkøkken og indendørs fiskerensebord. Stor dejlig grund med overdækket terrasse og lille terrasse med aftensol.
Området
Bo i Voderup midt på øen i lille landsby. Grønne frøer kvækker ved kæret omkring Sct. Hans. Går man en tur gennem byen, kan man også høre klokkefrøernes sære lyde fra de små vandhuller. Natten er mørk uden lysforurening, så stjernerne funkler klart i tusindvis. Gåafstand (800m) til Voderup Klint med flot udsigt over Østersøen og med de skønne græsklædte terrasser ned mod stranden. Klinten har en varieret og speciel flora med bl.a. orkideer. Oliebiller kan iagttages på de tørre klinter. Stedet er et godt udgangspunkt for gåture i omegnen og cykelture på hele øen. Kun 7 km til eventyrbyen Ærøskøbing. Ærøskøbing er en af Ærøs perler og en af Danmarks bedst bevarede købstæder med brostensbelagte stræder, bindingsværkshuse og et livligt miljø om sommeren med spillesteder og mange restauranter. I umiddelbar forlængelse af den hyggelige havn ligger en dejlig børnevenlig badestrand.