Beskrivelse
Dette sommerhus er fuld af charme og hyggelig atmosfære, og så ligger det i naturskønne omgivelser lige op til et åbent markområde. Den dejlige solgård er også et af plusserne, for den er med til at forsøde ferielivet her i Kongsmark.
Indretning
Det stråtækte sommerhus har stået midt i det grønne siden 1968, og siden er det løbende blevet renoveret. Sidste opdatering er sket i 2020, så det fremstår pænt og indbydende såvel i stueplan som på førstesalen. I stueplan kan I hygge jer i opholdsrummet, der består af stue og køkken i åben forbindelse. Det stemningsfulde rum er indrettet med et dejligt køkken, spisebord, bløde siddemøbler og brændeovn, og der er for øvrigt installeret en varmepumpe, der både kan køle og varme alt efter behovet. På kolde dage kan I desuden tage saunaen i brug, som er del af stueetagens planløsning. Et renoveret badeværelse fra 2020 og et soveværelse med en enkeltseng ligger også her, mens førstesalen byder på et toilet og to soveværelser med i alt fire sengepladser.
Udendørs
Fra det største af førstesalens soveværelser har I direkte adgang til en vestvendt terrasse, så I kan nemt trække frisk luft og tjekke vejrforholdene lige fra morgenstunden. Udelivet kan også foregå i den lukkede, delvist overdækkede solgård, der skærmes af murværk til alle sider. Naturgrunden er for øvrigt stor, så I kan nemt finde en hyggekrog på græsplænen, hvor I kan nyde de grønne og fredfyldte omgivelser. Der er også mulighed for at spille petanque, da huset har egen bane.
Beliggenhed
Kongsmark er et dejligt sted at holde ferie, for her bor I tæt på fine plantager, åbne hede landskaber og ikke mindst Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Den børnevenlige badestrand ved Lakolk ligger desuden få kilometer væk, så turen kan hurtigt klares i bil eller på cykel, hvis solskinsvejret indbyder til en dukkert i Vesterhavet. Vil I gerne have kyndig vejledning, når I skal ud i naturen, kan I tage på en guidet udflugt med Naturcenter Tønnisgård, der arrangerer østersture, sælsafarier og meget mere.