Beskrivelse
Der er meget, der imponerer her på Råbjergvej 39 i Kongsmark. Klassisk arkitektur, masser af kvadratmeter og skønne naturomgivelser kan dette sommerhus blandt andet prale med, og så byder det oveni købet på en skøn wellness afdeling med swimmingpool, spabad og sauna.
Indretning
På køn og klassisk vis er sommerhuset opført med stråtag og rød murstens facade, og præcis sådan præsenterer mange ejendomme på Rømø sig. Netop dette sommerhus skiller sig dog ud ved at være større end de fleste, for inden døre kan I brede jer på imponerende 209 m2 – hvilket også er forklaringen på, at der er plads til hele 14 feriegæster. I kan fordele jer på sommerhusets seks soveværelser, der på praktisk vis er opdelt i to afdelinger. Hver afdeling byder på et komplet badeværelse med gulvvarme, mens et tredje badeværelse ligger i wellness afdelingen, der byder på en swimmingpool, en sauna og et stort, 5-personers spabad. Franske døre giver udsyn til swimmingpoolen fra opholdsrummet, hvilket er en rar detalje, hvis det kun er de yngste familiemedlemmer, der er i badehumør. Opholdsrummet er for øvrigt et lyst og stemningsfuldt rum med integreret køkken, brændeovn, langbord og en god sofaafdeling, så det er et skønt sted at samles til lækre middage, filmaftner og øvrige hyggestunder.
Udendørs
På den 2.639 m2 store og smukke naturgrund er der god plads til leg og afslapning. Til legebørn i alle aldre er der beachvolleybane, trampolin, legeborg, gynger og sandkasse, og der er også fodboldmål på græsplænen, hvis I får lyst til en dyst. De mere tilbagelænede stunder kan I tilbringe på den sydvendte og ugenerede terrasse, som er udstyret med komfortable havemøbler, liggestole, grill og parasol.
Beliggenhed
Det helt igennem dejlige sommerhus har en glimrende placering på Rømø. Huset ligger nemlig på en lille, lukket vej i naturskønne Kongsmark – tæt på et fredet hede areal og få hundrede meter fra Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Er sommervejret solrigt og lunt, vil I måske hellere have en dukkert i Vesterhavet frem for i jeres egen pool, og så er det heldigt, at I kun bor få kilometer fra den børnevenlige og utroligt smukke Lakolk Strand. Spisesteder og indkøbsmuligheder finder I et godt udvalg af på Rømø, som også byder på mange forskellige ferieaktiviteter fra golf og minigolf til rideture ud i naturen, blokart og kitebuggy på Sønderstrand og meget mere.