Beskrivelse
Sommerhus beliggende i det hyggelige sommerhusområde Skåstrup Strand på en indhegnet grund. Huset er indrettet med ældre møbler og indeholder en opholdsstue med brændeovn i åben forbindelse med køkkenet, 3 soverum samt et badeværelse. Fra stuen er der udgang til den overdækkede og afskærmede terrasse og til haven med legeredskaber til børnene.
Området
Stranden ved Skåstrup Strand er børnevenlig med forholdsvis lavt vand. Her er gode muligheder for windsurfing og lystfiskeri uden for sæsonen. Bogense ligger kun 8 km fra området. Her finder man det helt specielle miljø, som findes i mange af de fynske havnebyer, med små sammenbyggede huse og brostensbelagte gader. På byens gamle torv er der torvedag en gang om ugen. 30 minutters kørsel fra Skåstrup ligger Fyns største by Odense med et stort udbud af spændende seværdigheder og attraktioner, som f.eks. H.C. Andersens Hus, mediemuseet Brandts Klædefabrik, Danmarks Jernbanemuseum, Odense Zoo og meget mere. Fra centrum er det muligt at tage på Åfart, en smuk sejltur langs Odense Å. I det store gågadenet er der mange spændende butikker, caféer og restauranter, og i den gamle bydel er der i sommerperioden daglige, guidede vægterture hver aften.