Beskrivelse
Her får I muligheden for at holde ferie i den sydlige ende af Thy i et af Doveroddes charmerende sommerhuse. Det hyggelige, tidligere fiskerleje ligger smukt placeret ud mod Limfjorden, og fra huset har I udsigt til vandet og få minutters gang til byens lille frihavn.
Indretning
Stuens store vinduer giver ikke bare udsigt til fjorden, men sørger også for et skønt lysindfald i løbet af dagen. Efter en renovering i 2015 er rummets farvetoner lyse, og med loft til kip, energibesparende varmepumpe og mange hyggelige indretningsdetaljer kan I se frem til at slappe af i venlige og charmerende rammer. Stuen ligger i åben forbindelse med et velfungerende køkken, hvor I kan kræse om morgenmaden og dagens øvrigt måltider. Planløsningen består derudover af et badeværelse med brus samt to gode soveværelser, der hver især er indrettet med to enkeltsenge. Alt i alt er det en fin feriebolig til fire personer.
Udendørs
Fra stuen har I direkte adgang til en delvist overdækket terrasse, der er helt lukket af med hegn. Terrassen er orienteret mod syd og vest, så det er nemt at finde en solrig opholdsplads det meste af dagen – og alt efter årstiden også om aftenen, hvis I vil grille i den nedadgående sommersol. Den 933 m2 store grund er enkelt anlagt med stor græsplæne og grøn beplantning, der skærmer af uden at dække for meget for den fine fjordudsigt.
Beliggenhed
Fra Slugten 4 tager det ikke meget mere end et par minutter at gå ned til vandet og til Doveroddes lille lystbådehavn. I kan også spadsere til Doverodde Købmandsgård, der er byens trækplaster med friluftsaktiviteter, cykeludlejning, café og høkerbutik. Statens Museum for Kunst er ved at etablere en filial, SMK Thy, og allerede nu kan I opleve udstillinger og aktiviteter på købmandsgården. Fra Doveroddes flotte fjordomgivelser kan I fortsætte videre ud i Sydthy – for eksempel til handelsbyen Hurup, til den lokale golfbane eller til fiskerbyen Agger, der ligger smukt ud til Vesterhavet. Nationalpark Thy kan I også udforske, lige fra Agger Tange i syd til Hanstholm Vildtreservat mod nord.