Beskrivelse
Med en beliggenhed direkte ud til Ringkøbing Fjord, har I fra dette feriehus en fantastisk udsigt over vandet. Huset er opført i kvalitetsmaterialer og er det perfekte udgangspunkt for en skøn ferie.
Indretning
Dette slusehus er lyst og moderne indrettet med hyggelige indretningsdetaljer. Der er rustikke trævægge og gulve samt lyse lofter der går til kip. Fra det store panoramavindue i stuen, kan I nyde en enestående udsigt over Ringkøbing Fjord og Hvide Sande sluse. Stuen er smagfuldt møbleret og byder bl.a. på en god sofagruppe,en fladskærm med kabel-tv, brændeovn samt gode lænestole, hvorfra du kan læse en god bog eller fortabe dig i udsigten. Der er to badeværelser, hvoraf det ene har spa og toilet og det andet har sauna, bruser og toilet. To af de tre soveværelser har dobbeltsenge, mens det sidste har 2 enkeltsenge. I det ene soveværelse er der en DVD og et smart-tv med internetadgang.
Fra det sydlige soveværelse har I som fra stuen en enestående panoramaudsigt over vandet samt adgang til en lille terrasse. Der er gratis trådløst internet i feriehuset.
I forbindelse med garagen, er der et bryggers med vaskemaskine, tørretumbler og en håndvask der kan fungere som fiskerenseplads.
Der er mulighed for opladning af el-bil. Medbring selv kabel.
Udendørs
Imellem feriehuet og garagen er der en lukket solgård, hvor I kan sidde ugenert. Mod syd er der en mindre terrassee med adgang fra stuen og det ene soveværelse. Fra terrassen er der kun få meter til vandkanten og I har en helt fantastisk udsigt over fjorden og over mod afvandingsslusen. Her kan I året rundt følge årstidernes skiften og se sælerne fange fisk i vandet ved slusen. På terrasserne er der havemøbler, liggestole og en grill.
Beliggenhed
Den enestående beliggenhed direkte ved vandet og meget tæt på centrum af Hvide Sande gør dette feriehuse til det perfekte overnatningssted året rundt. Det er i gå- og cykelafstand til indkøb, spisesteder og strandene ved Vesterhavet. På grund af nærheden til vandet og det autentiske havnemiljø, føler I jer hurtigt hjemme i Hvide Sande. I kan på nært hold følge med i fiskernes hverdag og se fiskekutterne komme ind og losse fisk.
Lystfiskervenligt
Lige uden før døren findes noget af det bedste fiskevand langs den danske Vesterhavskyst. Ved slusen kan man især i foråret og efteråret fange f.eks. sild og makrel. Derudover er der mulighed for fiskeri på Vesterhavet, i Ringkøbing Fjord og i en af de mange Put & Take søer på Holmsland Klit. I Feriehusets anneks er der en dybfryser.