Skagens landskab er perfekt til cykelferie for hele familien.
Afstandene er overkommelige og terrænet uden de store stigninger - og det er nogle helt specielle oplevelser, der venter dig, når du udforsker naturen fra cykelsadlen.
Hvad enten du vil køre på opdagelse i byens gader og stræder, cykle på stranden eller følge en af de smukke ruter ud i naturen, er du tættere på det hele, når du sidder på cyklen.
Her mærker du vinden mod din hud, smager den salte luft fra Vesterhavet og hører den fjerne lyd af bølgebrus af fuglefløjt. Og så kommer du rundt til steder, hvortil biler ikke finder vej.
Cykelruter i Skagen
Du finder et væld af afmærkede cykelruter i Skagen, der tager dig rundt i det særprægede nordjyske landskab.
Prøv for eksempel den idylliske Hulsigsti, der løber mellem Skagen by og Hulsig og byder på ti kilometers skøn cykeltur uden voldsomme stigninger og med masser af læ.
På Hulsigstien kører du på en asfalteret sti igennem den fantastiske natur, der veksler mellem skov og hede og konstant byder på nyt udsyn - og så er det oplagt at svinge forbi Hulsig Strand til en afkølende dukkert.
Undervejs kører du også igennem en slags månelandskab. Her bryder små høje det ellers flade landskab, og du skal kigge meget langt efter træer.
Kig på fugle fra cyklen
Er du til en lidt længere cykeltur kan du begive dig ud på den 41 kilometer lange panoramarute med navnet "Rovfuglenes rige".
Ruten, der starter i Hulsig og blandt andet fører dig forbi vandreklitten Råbjerg Mile, Ørnereservatet og den "grønne sø", Gårdbo Sø, er perfekt til en heldagstur for hele familien.
Når du følger panoramaruten cykler du på toppen af Danmark i det helt særlige nordjyske lys.
Terrænet er fladt, men på himlen over dig svæver majestæstiske fugle - blandt andet kongeørne, musvåger og havørne.
Er du til fart og action er der også mulighed for hæsblæsende mountainbike-eventyr i Skagen Klitplantage, hvor en 15 kilometer lang MTB-rute venter.
Cykeludlejning i Skagen
Har du ikke cyklen med hjemmefra? Fortvivl ej.
Lej en tohjulet hos Skagen Cykeludlejning, der byder på kvalitetscykler og alt i tilbehør.
Også hos cykelhandler Fa. Alfred Pedersen kan du leje gode cykler - og har du specielle behov finder du også et godt udvalg af tandemcykler, børnetrailere osv.