Nationalpark Vadehavet
Nationalpark Vadehavet, en del af UNESCO’s Verdensarvsliste, er et meget særligt sted, som viser dig noget af Danmarks mest spektakulære natur og mangfoldige dyreliv. Her venter en naturoplevelse af de helt store.
Det er ikke et under, at Nationalpark Vadehavet er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, for denne særlige plet på danmarkskortet er helt unik. Det flade, åbne landskab er formet af tidevandet og består blandt andet af saltmarsker, småøer, lavvandsområder og åbne heder. Fugle- og dyrelivet er mangfoldigt, og på din vej rundt i landskabet kan du møde flere sjældne arter.
Området udgør et vigtigt knudepunkt for millioner af trækfugle, som hvert år gør stop undervejs på deres rejse, ligesom det er hjemsted for en stor flok sæler. De mange stier, som tager dig rundt i forskellige afkroge og åbenbarer smukke udsigter, er oplagte til både vandre- og cykelture. Du kan snildt bruge timevis på at udforske det fascinerende marskland, og her venter en naturoplevelse ud over det sædvanlige.