Møns Klint
Det er også her i området, at du en af Danmarks største naturseværdigheder: Møns Klint.
Den 128 meter høje klint er berømt for sine kridtflader og dramatiske udformninger med aftegninger af historien om Danmarks fødsel under istiderne.
Her kan du besøge Geocenter Møns Klint, der både fortæller historien om klinten og inviterer på eventyr over, under og på klinten - eller du kan begive dig ud på egen hånd i den særegne natur.
Stevns Klint
Kan du ikke få nok af imponerende, hvide kridtklinter, finder du også Stevns Klint ved den lange kyststrækning.
Naturen og udsigten her er storslået, uanset hvor du befinder dig.
Nyd det uhindrede kig over det tilsyneladende endeløse hav eller gå på fossiljagt på stranden neden for klinten og lad dig imponerende af den overvældende klint, der rejser sig over dig.
Du kan også begive dig ud på den 20 kilometer lange trampesti, der går langs klintens kant.
Natura 2000-områder
Langs den smukke og varierede kystlinje finder du, foruden Møn og Stevns Klint, et væld af værdifulde naturområder.
Mange af disse er såkaldte Natura 2000-områder, der betyder, at der foreligger en særlig forpligtelse til at beskytte og forbedre naturen.
For eksempel er hele kysten fra Præstø Fjord til og med Grønsund Natura 2000-område.
Også Klinteskoven på Møn er indehaver af titlen, da den med sin kalkholdige jord er et perfekt levested for forskellige orkidéarter.
Hop i bølgen blå eller grib fiskestangen
Kysterne ved Møn og Sydsjælland indbyder også til både badning og lystfiskeri - og så gør det jo ikke noget, at det er til et billedskønt bagtæppe.
Her finder du indbydende, børnevenlige strande med klart badevand og fint sand til de hede sommerdage.
Det er i dette område, nogle af Danmarks bedste strande gemmer sig, så tag på opdagelse og find din egen lille private badevig.
Året rundt kan du kaste snøren fra Møn og Sydsjællands kyster og få for eksempel havørred på krogen.