Cykelture med udsigt og fart
Nyd de idylliske omgivelser på Møn og Sydsjælland fra ryggen af den tohjulede.
Har du mod på en endagstur, hvor du cykler på smukke stier og møder kulturhistoriske seværdigheder og naturskønne oplevelser, anbefaler vi en af de fire panoramaruter på Møn og Sydsjælland.
Skal der mere fart over feltet, finder du to gode MTB-ruter i Klinteskovens bakkede terræn.
Du finder vej til de mange regionale og nationale cykelruter på Møn på Vejdirektoratets hjemmside.
Til fods i det forrygende terræn
Vil du hellere opleve til fods, er der også rig mulighed for det i det sydsjællandske.
Du finder nemlig mere end 420 kilometer vandrestier langs de smukke kyster og strande, gennem skove og over bakker og enge.
Heriblandt kan nævnes Sjællandsleden, det over 1.000 kilometer lange net af vandreruter på Møn, Sjælland og Lolland, samt Camønoen, det mønske svar på en pilgrimrute.
Begge vandreruter er opdelt i etaper, så du kan vælge mellem ture på et par timers varighed op til flere dage, afhængigt af dit ambitionsniveau.
Og trænger du til en pause, kan du slå dig ned på en af de populære tænkebænke, der står på nogle af de bedste udkigsposter mellem Møns Klint og Avnø.
Byvandringer og handicapvenlige ruter
Vil du opleve de mange charmerende småbyer og købstæder, som området har at byde på, kan du tage på en historisk byvandring.
For eksempel tager Silderuten dig på historisk byvandring gennem Møns "hovedstad", Stege, mens Gåsegangen fører dig igennem den gamle kongeby Vordingborg.
Mange af vandreruterne på Møn er desuden handicapvenlige - for eksempel sundhedsstien i Udby Skov mellem Stege og Ulvshale, rundturen om halvøen Jungshoved og turen på oldtidens spor til spændende storstensgrave på Møn.
Oplevelser på vandet
Møn og Sydsjælland er også et eldorado for vandsportselskere. Her kan du dykke, ro i kajak, sejle og kitesurfe - og naturligvis fange fisk og bade.
Du finder næppe noget smukkere sted at sejle i kajak end langs Møns kyster og den imponerende, kridhvide klint. Det er en uforglemmelig oplevelse.
Hop i havet og dyk efter fossiler, eventuelt på en guidet tur fra Geocenter Møns Klint, afkøl dig i klart badevand på varme dage eller kast dig ud i kitesurfing ved Farø, der har de helt rigtige strøm- og vindforhold.
Møn og Sydsjælland er helt ideel til vandsportsoplevelser.