Familiearrangement Lønstrup Strand
Støttet med 3.100 kr.
Der er tale om et familiearrangement på Lønstrup Strand for turister og lokale - nærmere betegnet den 12. juli 2018 fra 14.00 til 18.00 på Bådepladsen i Lønstrup.
Familiearrangement er et aktivitet- og informationsarrangement, hvor hele familien kan få en sjov og lærerig dag sammen.
Deltagerene kan være med til at tilberede vikingemad og lokalretter, men kan også nøjes med en smagsprøve. Børn kan lære om smådyrene i vandkanten, men kan også bare soppe.
Og så er det gamle redningshus åbent, hvor hele familien kan lære om fiskeriet og redningsvæsnet i gamle dage.
Naturbad i "Blå-ler og hav"
Støttet med 25.000 kr.
Langs med klinten mellem Lønstrup og Rubjerg Knude findes naturlige lommer af blå-ler.
At naturbade i blå-ler og Vesterhav er en unik oplevelse, der på enkel og ægte vis gør os ”et med naturen” og giver os en hud så blød og glat som en babys.
Naturbadet vil blive etableret i en udvalgt lomme med behørig hensyn til sikkerhed for brugerne og naturen i området. Projektet finder sted på stranden mellem Lønstrup og Rubjerg Knude og foregår i sommerhalvåret. Der skal være løbende events på stedet.
Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn
Støttet med 10.000 kr.
Foreningens ønske/mål for 2018 er at være en aktiv del af ”Europæisk År for Kulturarv i 2018”.
Vi ønsker at sætte fokus på både den nationale og lokale kulturarvs værdi og betydning for den fælles og uadskillelige kulturarv, vi deler på tværs af Europas landegrænser.
Aktiviteter for hele familien – både lokale og turister - er under planlægning: Temadage for børn, vikingerne ved verdens ende, kystfortællinger, udstilling og foredrag, fiskeri, turisme, geologi, havets sange, kunsten og digterne. Skak, fitness og havtorne/madværksted, Dansk/Norsk Træf.