Vandring
Snør vandreskoene, udforsk Svinkløv Klitplantage til fods og kom helt tæt på det eventyrlige landskab.
Du finder tre afmærkede vandreruter på mellem tre og fem kilometer, der hver især tager dig forbi nogle af plantagens smukkeste steder på kryds og tværs af den både frodige og fattige natur.
På din vej møder du rislende kilder, lyden af klukkende vand fra Slette Å, Danmarks svar på en bjergbæk, og duften af kaprifolier.
De afmærkede vandreruter fører dig også forbi det smukke grå Svinkløv Badehotel, et rigt dyreliv med oddere og vandstære - og svimlende udsigter fra de høje kystskrænter over det grådige hav og det bakkede landskab.
Undervejs er der gode muligheder for at nyde en stille stund og det pragtfulde udsyn på en bænk, så tag madpakke og drikkevarer med ud i det blå.
Cykling
Svinkløv Klitplantage byder på gode cykelegnede skovstier til dig, der helst vil opleve fra cykelsadlen. Der ér nu også noget særligt over at mærke den friske luft i ansigtet og tage indtrykkene ind, mens hjulene får frit løb ned ad en bakke.
Cykl rundt til plantagens mange seværdigheder ad de kølige, idylliske skovveje, eller lad Svinkløv Klitplantage være mellemstation på en længere cykeltur.
For eksempel finder du en rute fra Slettestrand til Klim, der går igennem plantagen, ligesom den lange, nationale cykelsti, Vestkystruten, også tilbyder en naturskøn mulighed for at opleve plantagen på to hjul.
Mountainbike
Har du adrenalin i blodet og vil du væk fra de flade, behagelige skovstier, byder Svinkløv Plantage på en af Danmarks fem bedste mountainbikeruter ved Slettestrand.
MTB-ruten er ensrettet og strækker sig over 20 kilometer med forskellige sværhedsgrader, så alle, uanset mountainbikeerfaring, kan være med og blive udfordret - også de helt garvede.
Mærk suset i maven, når du kører ned ad de vildeste nedkørsler og hold tungen lige i munden, når du manøvrerer cyklen rundt på de smalle spor.
Ridning
Ridestier finder du også, så er der en rytter gemt i dig, bør du opleve plantagen fra hesteryg - det er en ideel måde at komme rundt i det varierede terræn.
Udforsk plantagens gemte afkroge via de små ridestier, der fører dig dybt ind i vildnisset og mærk glæden ved samarbejdet med din stærke ganger, der trofast og sikkert bærer dig igennem det til tider uvejsomme terræn.
Lad dig betage af landskabets storhed på de vidtstrakte klitheder, få fart på på strandens faste sand og mærk de kolde sprøjt af havvand, der springer fra hestens hurtige hove.
Har du mod på det kan du slutte af med en dukkert i det altid fascinerende Vesterhav. Det vil både du og hesten elske.