Slettestrand Trailbuilder Laug og Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening
Støttet med 10.000 kr.
De to foreninger ønsker i samarbejde med Naturstyrelsen Thy at skabe to nye MTB-spor rettet mod børn og begyndere på MTB. De to spor skal være en del af de allerede etablerede og anerkendte spor i Svinkløv Klitplantage, hvor de fleste turister i dag starter deres tur på cyklen.
De nye spor vil især blive et aktiv for turister og sommerhusejere, da de vil komme til at fremstå som børne- og begynderspor.
I dag er en stor del af turismen og udlejningen af sommerhuse i området relateret til oplevelser i naturen og særligt mountainbike.

Brygger P. Kjeldgaards Familiefond - Museet Bryggergården
Støttet med 10.000 kr.
Formålet med projektet er at sikre og udvikle en unik kulturperle midt i Fjerritslev.
Museet Bryggergaarden ligger med sit bryggeri- og egnsmuseum placeret lige midt i byen og er et centralt omdrejningspunkt i Jammerbugten.
Der etableres en humlehave bag Bryggergaarden, samtidig med at gårdpladsen åbnes og gøres til en integreret del af bymiljøet. De enestående og velbevarede museumsbygninger rummer såvel beboelse som bryggeri og malteri med komplette installationer samt udstillinger af såvel bryggerihistorisk som egnshistorisk karakter.
Støttemidlerne går til udvikling af bryggerimuseet med inventar og samlinger, således at denne del fremtræder tydeligt og godt formidlet.
Bryggeri, malteri og effekter, der knytter sig hertil, er kernen i museet og historien, der skal formidles.

Tranum Ferieby
Støttet med 5.000 kr.
Sommerhusområdet Tranum Ferieby på Kronvildtvej består af 150 sommerhuse og et stort fællesområde med masser af aktiviteter for både børn og voksne, f.eks en stor legeplads, mini golf, fodboldgolf og meget andet.
Der er bevilget penge til køb af 100 nye fodbolde, som kan fylde fodboldtårnet ved fodboldgolfbanen.

Morten Thomassen - Hjertestarter
Støttet med 5.000 kr.
Tilskud til køb og opsætning af hjertestarter ved privat sommerhus ved Tranum Strand.