Strandene ved Jammerbugten
Der er altid plads til, at hele familien kan finde et sted at være ved Vesterhavet langs Jammerbugten uanset aktivitet. Du kan bade, flyve med drage, surfe, solbade, lege i vandkanten eller nyde de maleriske solnedgange, som Vesterhavet giver mulighed for.
Bliver vestenvinden for strid, kan du finde en gryde i læ af klitterne bag stranden.
Men stranden rummer også andre spændende skatte.
Strandene ved Jammerbugten var under anden verdenskrig brugt af tyskerne, og der er stadig mulighed for at bestige og udforske nogle af de bunkere, de efterlod efter 1945. Ved Løkken har en lokal gruppe omdannet nogle af bunkerne til kunstprojekter.
Ved Slettestrand kan du se de gamle fiskeres oprindelige havbåde, der bliver restaureret på det lokale værft.
Sommerbyer - Løkken og Blokhus
Badebyerne Løkken og Blokhus er begge travle sommerbyer med masser af tilbud. Her finder du alt fra spændende spisesteder til seværdigheder og et livligt natteliv. Rigtig mange af restauranterne og caféerne tilbyder udeservering, så både gader og torv summer af liv og feriestemning sommeren igennem.
Men også de mindre byer langs Jammerbugtens kyster har masser at tilbyde. De smukke omgivelser i denne del af Nordjylland tiltrækker mange kreative sjæle, og gevinsten har været et utal af små gallerier inden for mange genrer.
Feriebyerne er alle omkranset af skøn natur, og du skal aldrig rejse mange kilometer, før du står midt i noget af den.
I Bunken Klitplantage kan du blandt andet opleve naturfænomenet Råbjerg Mile, men de mange andre plantager, der ligger spredt ud over hele Jammerbugtens ferieområde, har alle store naturskatte, du kan opleve til fods, på cykel eller endda på hesteryg.
For børnefamilien
Skal der virkelig fart over feltet, så kan børnefamilier med fordel besøge Fårup Sommerland, der er en populær forlystelsespark i verdensklasse.
I Hirtshals kan hele familien blive mange gode oplevelser rigere i Europas største saltvandsakvarium, Nordsøen Oceanarium, som rummer et utal af akvarier og interaktive oplevelser.
Børn nyder også en tur til det historiske Børglum Kloster, der blandt andet dannede ramme for Tv2's familiejulekalender Ludvig og Julemanden.