Har du allerede oprettet en profil til Mit Feriepartner? Log ind på Mit Feriepartner.
Strande og natur på Fyn
Fyns mange naturperler
Man siger, at Fyn er fin, og det er ikke løgn. Faktisk er Fyn forrygende fin, for øen byder på fantastiske og varierende naturområder for enhver smag, der med garanti vil give dig store oplevelser på din sommerhusferie.
Rundt på og omkring hele Fyn finder du skønne kyster med tiltalende strande, frodige skove, uberørte landskaber og vilde moser, hvor du nærmest bliver ét med naturen og kommer helt væk fra hverdagen.
Og så byder Fyn, Ærø og Langeland også på et rigt dyreliv, hvor du blandt andet kan være heldig at spotte marsvin i vandet, sjældne sommerfugle og vilde heste.
Vi har udvalgt nogle af de bedste strand- og naturoplevelser til dig.
Idylliske strande i børnehøjde
Børnevenlige strande på Fyn og Langeland
Sommerhusferie rimer på strand. Og hvis du skal i sommerhus på Fyn og Langeland, så kan du godt finde badetøjet frem.
Fyn og Langeland har strande med det fineste sand og roligt, lavt vand, hvor de mindste trygt kan pjaske rundt og lege.
Har du brug for ekstra tryghed, skal du vælge Nyborg Strand, Kerteminde Nordstrand eller Christiansminde Strand ved Svendborg, med det karakteristiske rød/hvide tårn, hvor livreddere passer på dig og poderne hele sommeren.
Offentlige sandstrande eller idylliske naturstrande
Fyn og Langeland har mange offentlige strande med Det Blå Flag, som sikrer dig den bedste vandkvalitet.
Her finder du også oftest kiosker, hvor du lige kan smutte op og hente en softice, og gode toiletforhold. Det betyder dog også, at her er er rift om pladserne i den travle sommerperiode.
Er du mere til rolige forhold, så tag drømmesengen med i bilen og besøg en af de mange naturstande på Fyn og Langeland. Naturstrandene ryddes ikke for tang, men til gengæld har du stranden helt for dig selv.
Find en strand med Det Blå Flag til din sommerhusferie på Fyn og Langeland.
Vandretur til Æbelø på Nordfyn
Når tidevandet tillader det, kan du gå til den øde ø Æbelø og få en naturoplevelse af de helt store. Engang boede her mere end 40 mennesker, men i dag er øen fredet med det formål at lade kysten og skoven udvikle sig naturligt.
Øen har en fantastisk fredelig stemning, og det er et oplagt udflugtsmål for dig, der er naturelsker, fugleentuasiast eller blot ønsker en nærmest meditativ oplevelse på sommerhusferien.
Pak madkurven, tag traveskoene på og kom tæt på naturen i sin reneste form på Æbelø.
Unik naturperle
På Æbelø kan du opleve en enestående og særpræget natur, du sjældent finder i Danmark. Øen byder på en betagende Robinson Crusoe-agtig strand i en halvmåneformet bugt, frodig skov af gamle ege- og bøgetræer og vidstrakte sletter.
Mød dådyr og korsikanske bjergfår, mufloner, der i dag er øens eneste indbyggere sammen med et haveørnepar og flere forskellige fuglearter.
Noget af Æbelø er endda udlagt til naturreservat, så husk kikkerten, så du kan nyde det rige dyre- og fugleliv på tæt hold.
Paradis for lystfiskere
Øen byder også på uforstyrret lystfiskeri af høj klasse. Faktisk er Æbelø en af Danmarks bedste fiskepladser, for her er gode chancer for at fange havørred, multe og hornfisk. Og så gør det jo heller ikke noget, at den omkringliggende natur hører til i Danmarks top.
Specielt i april til juli og september til november er her højsæson for fiskeri,så husk at tage fiskestangen på nakken i disse tidsrum - så er aftensmaden klaret.
Turen til Æbelø
Æbelø ligger fire kilometer ud for kysten på Nordfyn, og cirka halvanden kilometer af turen herud foregår i vand, så du skal være i nogenlunde god form.
Gåturen varer cirka 1 time og foregår ad Ebbevejen. Du går på sandbund noget af vejen, men der er også stenbund på en del af turen, så tag et par slidte kondisko på, der kan tåle vand, eller hop i et par sandaler og skån fødderne for rifter og sår.
Vær opmærksom på tidevandet og vindretningen. Når vandet er lavest når det dig til anklen, Ved højvande går vandet til hoften på en voksen person, så vi anbefaler, at du undgår turen to timer før og to timer efter højvande.
Forbered dig grundigt før afgang og læs tidevandstabellen for Æbelø, så du ved, hvornår det er smartest at gå frem og tilbage.
Fyns Hoved
På Fyns Hoved skinner solen næsten altid
På Fyns Hoved, nord for Kerteminde, skinner solen lidt mere end i resten af Danmark. Området har en enestående natur, som du kan opleve på en betagende vandretur rundt på Hovedet.
Her kan du bade i smukke laguner, mærke vinden i håret fra toppen af de stejle klinter, og se helt over til Samsø, når vejret er klart. Og så kan du også kaste linen ud i noget af det bedste fiskevand i Danmark.
På Fyns Hoved finder du et rigt dyre- og planteliv med mange rov- og vadefugle, strandtudser, snoge og hugorme.
Du kan også være heldig at opleve marsvin i vandet ud for kysten, når de små hvaler kommer i nærheden af Hovedet for at spise på og uden for revene i vandet.
Spændende historie på Fyns Hoved
På Fyns Hoved slog de tidligste mennesker i Danmark sig ned på grund af den frugtbare jord. Her vidner blandt andet østersskaller, stenøkser og pilespidser om tidlige bopladser i området.
Langs strandene finder du porfyrer, en stenart, som indlandsisen fra Norge har bragt med sig, og masser af vættelys, der er forsteninger af blæksprutters rygmarv.
I forbindelse med 2. verdenskrig benyttede tyskerne Fyns Hoved som radar- og befæstningsanlæg, som du stadig kan se rester af. Og det var da også besættelsesmagten, der anlagde tilkørselsvejen til Hovedet.
Dagsudflugt
Du skal nok regne med at sætte en hel dag af til vandreturen rundt på Fyns Hoved, for her er meget at se, opleve og tage ind. Du kan også komme igennem de smukke naturområder fra cykelsadel eller hesteryg.
Og så er det helt oplagt at tage madkurven med og nyde den fra toppen af de stejle klinter med udsigt ud over det blikstille hav.
Hindsgavl Dyrehave
Gratis naturoplevelser
Hindsgavl Dyrehave ligger smukt på Hindsgavlhalvøen ved Middelfart med udsigt til Lillebælt og er et yndet udflugtsmål både for lokale og turister.
I dyrehaven kan du gå, cykle, ride eller løbe blandt dådyr og store, flotte kronhjorte på afmærkede ruter.
Ad disse kommer du igennem et varieret landskab med storslåede skrænter, betagende udsiger og stier ved kyst og bælt - alle med beroligende vandudsigt.
Oplev brølet fra en kronhjort i brunst i sensommeren, udforsk naturen med lup og fangstnet, som du låner i Naturcenteret ved indgangen til haven, og få rørt kroppen på den store naturlegeplads.
Adgang for alle
Området er indrettet, så du kan komme rundt med barnevogn og kørestol, så det er bare om at kridte skoene (eller hjulene) og komme afsted til Hindsgavl Dyrehave.
Vilde heste på Langeland
En sjældenhed i Danmark
Der er noget ganske specielt og nærmest prærie-agtigt over at se en stor flok heste, der lever vildt i landskabet og passer sig selv uden menneskers indblanding.
Det lyder som noget, du kan se på de store vidder i Det Vilde Vesten - men det er altså også noget, du kan opleve på Sydlangeland. Nærmere betegnet mellem Dovns Klint og Søgård.
Området, hvor Langelands vilde heste holder til, er indhegnet, men der er offentlig adgang. Respektér dyrene, og overhold adgangsreglerne, som er beskrevet ved indgangene.
I galop over sletten
Kom tæt på den store, vilde hesteflok, der tæller 80 heste af racen Exmoor. Flokken består af både hopper, hingste og føl, der livligt bevæger sig rundt på et 120 hektar stort område, der består af åbne landskaber og små søer.
Hestene opholder sig som oftest omkring hattebakken Ørnehøj. Fra toppen af højdedraget kan du næsten altid se den store flok græsse eller galoppere over sletten.
Det er et imponerende syn at se de smukke skabninger ubesværet bevæge sig igennem højt græs og op og ned i bakke og dal. En dejlig ferieoplevelse for hele familien.
I kan også være heldige at se mindre hesteflokke ved Klise Nor ved Bagenkop og på Flådet i Tranekær.
Lad dig friste af flere oplevelser
Skræddersy en mindeværdig sommerhusferie med vores idéer til aktiviteter, attraktioner og oplevelser.