Smag på Fyn
Du kan godt glæde dig til at prøve den fynske kogekunst.
Fyn har nemlig både gastronomi af højeste klasse med flere toprestauranter, hyggelige kroer, som serverer god, dansk mad, små, billige spisesteder, og fiskerestauranter, hvor fisken med garanti er friskfanget.
Gourmetrestauranter i verdensklasse
På Fyn finder du flere restauranter og internationalt anerkendte kroer, der byder på gastronomi i særklasse, hvadenten du er til gammeldags dansk mad, det nye nordiske køkken eller eksotisk mad fra andre verdenskøkkener.
Giv din sommerhusferie et ekstra nøk opad og få en kulinarisk oplevelse, du sent vil glemme på en af Fyns gourmetrestauranter.
Nyd mad produceret af Fyns rige udvalg af lokale råvarer og tilberedt af passionerede ildsjæle. Og så foregår det tilmed i idylliske omgivelser med kig til det dybblå hav, der omgiver Fyn.
Prøv for eksempel den internationalt kendte Falsled Kro. En køn, stråtækt kro, yndigt placeret i et sving, der serverer smagfuld, nordisk mad i ægte fynske omgivelser. Find dit sommerhus i Faldsled, så du er tæt på store gourmetoplevelser.
Eller book bord på Restaurant Rudolf Mathis og glæd dig til en atmosfærefyldt aften helt ude ved vandkanten i Kertemindes fiskerleje - og en smagsoplevelse af de helt store.
Altid tæt på et godt måltid
Hvis budgettet ikke er til en af de fynske toprestauranter er der rigeligt med alternativer. Tag på inspirationstur og stop ved en af de mange vejboder eller gårdbutikker og fyld kurven med de mange lækre råvarer, Fyn tilbyder, så du kan kokkerere for familien i sommerhuset.
Eller find en restaurant, der matcher dit budget, i det brede udvalg af hyggelige, indbydende restauranter. Prøv sushi, japansk eller fransk - eller find en prisvenlig kro, og nyd din mad i historiske omgivelser.
Madfestivaler
Er du til en hel dag i madens tegn skal du besøge en af Fyns mange gastronomi- og råvarefestivaler, der hylder det danske og nordiske køkken og som byder på smagsprøver, kogekunst, inspiration og hyggeligt samvær.
Det er sande eldoradoer for osteelskere, vinkendere, ølentusiaster, skaldyrsfreaks og økologiforkæmpere - eller bare for dig, der elsker mad, der smager.
Er du i Svendborg i sidste weekend af juni skal du svinge forbi Kulinarisk Sydfyn, et 20.000 kvadratmeter stort madmekka, der sætter byen i kog, og hvor du blandt meget andet kan opleve DM i grill.
I midten af september afholdes SPIS! Odense Food Festival, som strækker sig over en hel uge. Her kan du komme i kokkeskole, købe dig fattig på det bugnende madmarked og deltage i workshops. Eller blot sætte tænderne i lige præcis din livret.
Prøv også Kertemindes stemningsfyldte kirsebærfestival i 3. weekend af juli, hvor du kan smage kirsebærsoftice, kirsebærøl og kirsebærmarmelade.