Det støttede vi

Her kan du læse mere om de projekter, vi har valgt at støtte med midler fra Feriepartner Fyns Oplevelsespulje. Find inspiration til dit eget projekt eller bliv klogere på, hvilken slags projekter vi støtter - se de seneste års støttede projekter herunder.

Støttede projekter 2022

Foreningen ”Kultur på Torvet” i Otterup
Støttet med 5000 kr.

At få skabt liv, stemning og glade dage i byen Otterup på Nordfyn. Otterup mangler initiativer til glæde og gavn for byens borgere og ikke mindst de mange sommerturister i byen/området.

Derfor vil foreningen benytte den flotte scene på byens torv til at formidle nogle sommerkoncerter på 3 fredage i sommerperioden.

MOB 1.jpg

Ærø Folkelige Musikforening - Ærø Harmonikafestival
Støttet med 5000 kr.

Ærø Folkelige Musikforenings formål er at styrke den folkelige musik i DK – primært ved afholdelse af den årlige Ærø Harmonikafestival, som i 2022 afholdes for 27. gang.

Hovedingrediensen er, at amatørmusikere spiller med hinanden, for hinanden og for et stort publikum. Der opkræves ikke entré, og det er gratis at deltage på Ærø Harmonikafestival for musikerne.

Målet med Ærø Harmonikafestival er:

  • At være med til at styrke kendskabet til og udvikle harmonikamusikken i Danmark.
  • At skabe gode rammer, hvor både amatører og mere professionelle harmonikamusikere kan mødes, spille sammen og inspirere hinanden.
  • At bidrage til, at der på Ærø afholdes folkelige arrangementer, som også styrker kulturen i lokalsamfundet.
  • At afholde en festival, som er til gavn for hele Ærø og forhåbentlig inspirere de mange deltagere til at komme tilbage til øen. Mange af gæsterne udvider opholdet ud over festivaldagene til gavn for turismen på øen.
  • At øge kendskabet til Ærø og få flere turister til øen i ydersæsonen til gavn for kulturen, erhvervslivet og øen i sin helhed.
  • At styrke fællesskabet og sammenholdet på tværs af øen ved at samle et stort antal frivillige fra hele øen til at gennemføre denne festival år efter år.

MOB 2.jpg

 

Tidligere støttede projekter
2021

H.C. Andersen Paraden, Odense
Støttet med 10.000 kr.

H.C. Andersen Paraden er en gruppe anført af Torben Iversen, der rejser Danmark og verden rundt som H.C. Andersen.

Projektet her er i 2 spor – det ene spor er, hvor ”H. C. Andersen” går rundt i Odense midtby imens han fortæller de gamle eventyr til folk på gaden. 2. spor er at fortælle Odenses børn i institutionerne om H.C. Andersen og hans eventyr ved at besøge institutionen, hvor Torben Iversen kommer udklædt som H.C. Andersen og har sin ”flyvende kuffert” med. Den er fyldt med ting, der symboliserer de kendte eventyr, som de kan tale om.

Desuden opfordres børnene til at lave et papirklip, som ”H.C. Andersen” lægger i sin ”flyvende kuffert”, så de kan komme med ud i verden.



Ærø Turist og Erhverv - formidling af den ærøske kunstner Ole Hartvigs kunst
Støttet med 10.000 kr.

Projektet går ud på at lave en bog om Ærøs lokale kunstner Ole Hartvigs kunst, en bog der bl.a. vil indeholde en oversigt over værkernes placering samt biografisk materiale om Harvigs spændende liv.

Rundt på Ærø er der flere af Hartvigs skilte og herudover en natur-lejrplads med træskulpturer.

Bogen vil kunne købes i øens mange små butikker, men vil også ligge fremme på biblioteker og cafeer i resten af landet som inspiration til at besøge Ærø. Bogen skal desuden bruges af øens mange guider, og der skal laves rundvisninger i byen med udgangspunkt i kortet.

Endelig vil bogen sætte fokus på det bevaringsværdige bymiljø som Hartvigs kunst er en del af, så renovering af værkerne også i fremtiden vil blive prioriteret.

2020

Faldsled Beboerforening i samarbejde med Faldsled Svanninge Skytte, Gymnastik & Idrætsforening
Støttet med 10.000 kr.

Faldsled Beboerforening vil omdanne en nedlagt fodboldbane til en strandpromenade med aktiviteter for byens borgere og gæster.

Det bærende element er et stort promenadedæk, der går gennem området og ud i vandet.

Derudover anlægges boldbane, badehuse, sauna, udendørs bruser, scene, udekøkken, træningsfaciliteter, beach volley, multibane, handicaptoiletter, handicapvenlig adgang til stranden, krolfbane og siddemøbler.

Strandpromenaden er til fri afbenyttelse for alle. Med tiden håber er det visionen, at man kan invitere til sociale aktiviteter som fællessang, foredrag, udstillinger og lignende.

2018

Langeland Biavlerforening
Støttet med 5.000 kr.

Pengene vil blive brugt i den nye Besøgsbigård i Tranekær. Børnene skal med ud til bierne og hente honningen, derfor skal nogle af pengene bruges til beskyttelsesdragter, så ingen får en dårlig oplevelse.

I udstillingspavillonen vil de lave et børnehjørne, hvor børn kan prøve kræfter med selv at designe den honningetiket, som skal sættes på det glas honning, de har været med til at lave.

Desuden kan de prøve at lave et lys af bivoks. Resten af pengene vil derfor blive brugt til indretning af hjørnet med farveblyanter, papir og møbler i børnehøjde.

Besøgscentret havde officiel indvielse 26. maj 2018, og henvender sig til turister, skoler og andre med interesse for naturens forunderlige verden. 

Øvrige modtagere af midler fra Feriepartner Fyns Oplevelsespulje 2018:

Fonden Frydenlund Fuglepark/Danmarks Fugle Zoo
Støttet med 5.000 kr.

Feriepartner Fyns Oplevelsespulje støtter Danmarks Fugle Zoo, som ønsker at formidle information om danske og nordiske fugle under overskriften ”Kend din egen natur”, samt hvorfor ser vi ikke mere så mange fugle i den danske natur.

Det vil de gøre ved at indrette to stuer i ægte Morten Korch-stil, hvor de besøgende kan sidde og hygge sig, mens de kigger på fuglene i de to udendørs volierer på samlet 300m2.

Voliererne vil også være indrettet med grøfter og planter, så det ligner datidens Danmark. Rundt om i voliererne kommer der små kameraer, så man inde fra stuerne kan følge fuglene og forhåbentligt se ungerne i rederne.

Danmarks Fugle Zoo tror på, at denne nye form for formidling vil gå rent ind hos alle børn, og måske også give de voksne et indblik i, hvorfor fuglene langsomt forsvinder fra den danske natur.

 

Ærø Folkelige Musikforening

Støttet med 5.000 kr.

Det er en årlig harmonikafestival, der varer i tre dage – i år er det 25. år festivalen løber af stablen.

Der spilles fra tre scener; Marstal Sejlklub, Marstal Roklub samt et opstillet festivaltelt med deltagelse af ca. 350 musikere og dansere.

Festivalen arrangeres af frivillige kræfter, og langt de fleste musikere optræder gratis. Bidraget fra Oplevelsespuljen vil blive brugt til øget annoncering af festivalen for at skabe opmærksomhed omkring det frivillige arbejde.

Det er væsentligt for festivalen, at den afholdes uden for den egentlige turistsæson, for at kunne give mulighed for store oplevelser for både fastboende og gæster uden for sæsonen.

 

Svendborg Cykeludlejning
Støttet med 5.000 kr.

Svendborg Cykeludlejning er en social-økonomisk virksomhed, der er en del af cykelkulturhuset Cykeltutten, der holder til på det gamle værft på Frederiksø i Svendborg.

Ud over cykeludlejning arrangerer de events, kurser og oplevelser med fokus på cykling.

I 2018 vil de lave guidede cykelture for både racere, moutainbike og sightseeing, der giver turister mulighed for at opleve den skønne natur omkring Svendborg.

Svendborg Cykeludlejning vil også bruge pengene på et mødested/cykelcafé for cykelturister, hvor feriegæster og borgere kan mødes og udveksle gode tips og ture.

Som et sidste initiativ er Svendborg Cykeludlejning ved at få designet en iscykel, som skal glæde feriegæster og lokale borgere med håndlavede italienske ispinde. Iscyklen vil være klar fra juni 2018.

Luk