I Skandinavisk Dyrepark hersker dyrene, og de boltrer sig glad og lystigt på de 450.000 kvadrameter, de har fået tildelt.
Her bor kun skandinaviske dyrearter, og parkens hovednavne er isbjørnen, ulvene og brunbjørnen.
Men mennesker er også velkomne i Danmarks mest naturlige dyrepark, og du kan beundre dyrene fra mange vinkler og i alle slags situationer fra de lange gangbroer, der yndefuldt snor sig rundt i parken.
Besøg bjørneparkerne
Mød Skandinavisk Dyreparks seks isbjørne i øjenhøjde i deres palads af en isbjørnepark.
Fra den 220 meter lange gangbro, der går gennem isbjørnenes hjem, kan du se de legesyge kæmper tage hovedspring ud i deres enorme sø, hvor de gladeligt pjasker rundt i timevis.
Giv dig god tid til at betragte de bamsede brunbjørne i Bjørneparken, som med deres høje aktivitetsniveau byder på flere timers underholdning.
Se dem tumle på det store areal, pjaske og bade i søen eller lege og klatre i træerne. Alt sammen fra gangbroen, der giver dig et unikt udsyn over parken og følelsen af at være helt tæt på.
Ulve og fugle i aktion
I den den 1,5 hektar store Ulvepark nyder den nordeuropæiske ulveflok livet i fantatiske, naturlige omgivelser med bakker, træer og søer. Omgivelser, der har sørget for at Ulveparken er anerkendt som en af verdens bedste.
Hold øje med de sky dyr fra gangbroen, og måske er du heldig at se dem spise, lege eller afmærke territoriet - og hvem ved, måske kommer der et også et hyl?
Besøg også den kæmpestore ørnevoliere, hvor du kan se de majestætiske Stellers havørne.
Mærk suset fra deres enorme vingefang, når de demonstrerer deres enestående fisketeknikker i søen eller flyver fra trætop til trætop.