Gourmet på Bornholm
Aakirkeby centrum for Bornholms madmekka
Aakirkeby er på flere måder centrum for initiativet, og her finder du en del af de foretagender, som handler med eller fremstiller de bornholmske produkter.
I Aakirkeby finder du blandt andet Bagermester Dams lækre rugkiks, der er en delikatesse med en imponerende eksportsucces. Du finder også Bornholms Valsemølle, der i de senere år har udviklet sig til at være leveringsdygtig i flere varianter af økologisk mel. Melet kan købes i detailforretninger overalt på øen.
Kadeau Bornholm
Omgivet af skoven, himlen, stranden og havet, i de yderste klitter på syd Bornholms, ligger denne skønne restaurant. Kadeau Bornholm modtog i 2016 en stjerne i Guide Michelin.
Den Bornholmske Gårdbutik
Værd at fremhæve er også Den Bornholmske Gårdbutik i Vestermarie, som sælger bornholmsk øl, sodavand, kiks, honning, sennep, olie og godt bornholmsk lamme-, fåre-, okse- og svinekød.
Lehnsgård Rapsolie
En forholdsvis ny produktion af rapsolie er resultatet af flere års forskning, som er grundlaget for Lehnsgård Rapsolie. Rapsolien er meget flot gylden, sund og nærende samt særdeles velegnet til madlavning.
Et helt specielt patent har ført til fremstilling af en maskine, der kan afskalle rapsfrøene, inden den koldpressede olie kommes på flasker.
En lang række af øens spisesteder har tilsluttet sig den regionale madkultur og bruger de bornholmske produkter som grundlag for deres spisekort.
Til den søde tand
Med til den bornholmske madkultur hører Boisen Is og Kjærstrup Chokolade i Snogebæk. Friskslynget lynghonning fås også flere steder på øen. Og skal man nyde en dejlig kold forfriskning, skal man smage de lækre og friske sodavand fra Bornholms Mosteri.
Vin, øl og spiritus
Trænger du til et lille glas, så er mulighederne også talrige. Tag for eksempel på besøg hos Bryghuset i Svaneke eller prøv den bornholmske snaps fra Nexø.
Et af de nyeste skud på den kulinariske stamme er Vingården Lille Gadegård syd for Aakirkeby, hvor man fremstiller rødvin og endvidere kan tilbyde både jordbær- og solbærvin.
Spis brød til
Med til historien hører også det lækre Bornholmske rugkiks fra Aakirkeby, pastaen med naturlig smag og kulør fra Pastariget, verdensmesterosten og andre delikate oste fra Sct. Clemens (Bornholms Andelsmejeri) og fiskekonserves fra Nexø.
Madkulturhus
Gaarden – Bornholms Madkulturhus er Danmarks første regionale Madkulturhus. Det ligger ved Melstedgård i Gudhjem.
Huset skaber et unikt kulinarisk mødested for øens beboere og gæster, hvor madkulturen udvikle sig gennem smag, leg og produktion.
Røgerier
Du finder røgerierne med de karakteristiske skorstene overalt på Bornholm og typisk som en blanding af både restaurant og butik. De bornholmske røgerier holder stadig fast i de lækre røgede sild, der for mange er lig med smagen af Bornholm.
Læs mere om de mange Bornholmske røgerier her.