Klitplantagen byder på to afmærkede vandreruter - en på 1,7 kilometer og en anden, lidt længere på 5,7 kilometer.
Vandreruterne er for dig, der gerne vil opleve klitplantagens varierede landskab på helt nært hold, samtidig med at du får motion, frisk luft og tid til hyggeligt samvær med familien eller vennerne.
Den korte rute
De 1,7 kilometer på den korte rute fører dig igennem plantagens afvekslende terræn, der går fra lav bjergfyr over lukket granskov til klitter og grupper af egetræer.
Turen, der foregår i Kirkesande, den nordlige del af Blokhus Klitplantage, løber uden om plantagens højeste partier.
Men vil du gerne væk fra stien og op i højderne kan du tage en afstikker fra ruten og kravle op til Kirkesandes klittop. Herfra kan du kigge hen over de mange sommerhustage og se det glimtende hav i det fjerne.
Kirkesande er også en hundeskov, hvor hunde kan løbe frit uden snor. Det kan være, du møder nogle glade hunde undervejs - eller tag selv familiens firbenede med.
Den lange rute
Med start og slut på gatewaypladsen strækker den lange vandrerute sig mod vest og sydvest.
Også i denne ende af klitplantagen venter de store naturoplevelser efter hvert hjørne. Blandt andet kommer du forbi de to idylliske skovsøer Nørre Sø og Søndre Sø, der dybt inde i skoven giver en dejlig fornemmelse af ro og fred.
Ved Nørre Sø kan du tage et hvil ved de opstillede borde og bænke, mens du nyder din medbragte mad, fuglelivet og den dejlige udsigt.
På den 5,7 kilometer lange rute går du i skovkanten parallelt med kysten, og det er nemt lige at smutte ud til stranden for en forfriskende dukkert.
Få pulsen op på fitnessruten
Gateway Blokhus gemmer også på en fitnessrute til dig, der gerne vil have pulsen lidt mere op, end en "almindelig" gåtur tillader.
Den 1,9 kilometer lange fitnessrute, der snor sig ad hyggelige skovstier gennem det kuperede terræn, er tænkt som en løberute, hvor du virkelig kan få pulsen op og aktivere alle kroppens muskle.
Du møder 12 forhindringer undervejs, og du kan forcere dem alle - pånær de tre sidste - i fuld firspring. Her er blandt andet bomme til balancegang, en horisontal stige til armgang og stolper til slalomløb.