Ho Bugt er navnet på den nordligste del af Vadehavet, tæt på Blåvands sommerhusområder og hjemsted for to af Vadehavets største seværdigheder - halvøen Skallingen og den ubeboede vadehavsø Langli.
Det er her, du skal hen, hvis du er på jagt efter helt unikke naturoplevelser, for her venter uberørt vildmark og ekstraordinært fugle- og dyreliv.
Skallingen
Sydøst for Blåvandshuk, afgrænset af Ho Bugt mod øst og af Vesterhavet mod vest, ligger halvøen Skallingen, der byder på natur i fri dressur.
Her finder du nogle af de største og mest uforstyrrede marskområder i Vadehavet, som konstant flytter sig, når strøm og vind bygger op og river.
Time for time ændrer Skallingen udseende, når åer og floder som blodårer i landskabet finder vej ind i marsken og aflejrer eroderet materiale fra jyske hedesletter og centraleuropæiske bjerge.
Udforsk Skallingens særprægede natur
Skallingens øde natur indbyder til gåture, hvor du bare nyder stilheden og den storslåede natur.
Her er nemlig sjældent mange mennesker på halvøen, og det er en pragtfuld følelse at være helt alene i det imponerende vildnis.
Gå for eksempel til Skomagersletten, som er det tætteste du kommer på Det Vilde Vesten i Danmark. Her kan du opleve havets fråden og se til, når tidevandsrenderne fyldes og forvandler strandenge til hav.
Find også vej til Sibirien, der har sit navn, fordi du ikke kan komme længere ud.
Sibirien-ruten fører dig blandt andet til Skallingens yderste spids og ind mod Ho Bugt, hvor du kan spotte spættede sæler på jagt, havørne og skestorke.
Sidst, men ikke mindst, byder Skallingen på 15 kilometer fantastisk sandstrand. Kendt som en af de bedste i Blåvand-området har Skallingen Strand lækkert badevand og gode gryder med læ i klitterne.
Den ubeboede ø
Den to kilometer lange og 500 meter brede vadehavsø Langli er resterne af en gammel halvø, som blev afskåret fra fastlandet under en stormflod i 1634.
Indtil endnu en stormflod i 1913 forårsagede store ødelæggelser af diger og landbrugsarealer var Langli beboet.
I dag er der kun fundamenter tilbage af en lille skole, og det er kun dyr og fugle, der bebor den lille ø med den specielle natur.
Her får naturen lov til at udvikle sig på egen hånd. Mod syd og nord er Langli dækket af marskområder, mens midten af øen er domineret af klitter på op til 16 meters højde.
Nogle af Langlis seværdigheder er Dødemandsbjerget, hvor strandede lig af ukendte sømænd ligger begrabet, samt Langli Bjerge, der tilbyder en imponerende udsigt til Skallingen, Ho Bugt og fastlandet.
Langli er dyrenes favorit
Langli har Vadehavets største koncentration af ynglende fugle, og især store kolonier af måger og terner holder til her.
Også skestork, bramgås, gravand, ederfugl og klyde yngler her, ligesom mange arktiske vadefugle raster her på deres lange træk til Afrika.
For den ornitologisk interesserede er Langli altså et mekka, og øen er da også udpeget som fuglebeskyttelsesområde.
Ud for Langlis kyst venter dig et fantastisk og sjældent syn i Danmark. Her ligger spættede sæler på rad og række og soler sig og slår mave, efter de har fisket i den givtige Ho Bugt.
Turen til Langli
I højsommeren, mellem 16. juni og 15. september, kan du nå Langli til fods ad ebbevejen ved Ho Klitplantage.
En tur på cirka halvanden time, der kræver, at du orienterer dig i tidevandsforholdene og vejrprognosen for ikke at strande eller komme i problemer,
Vil du være helt sikker på, at der er styr på forholdene, kan du slå følge med en naturvejleder, der, udover at føre dig sikkert til Langli, også er din garant for, du får oplevet det spektakulære dyreliv på nært hold og set de helt rigtige naturområder på øen.
Du kan også tage på guidet tur med Naturbussen til Langli. En terrængående traktorbus, der sikrer, at alle kan opleve den interessante ø.